“Shit, bare vi IKKE skal have bikini på!”

“Så er der kun 14 dage til, at vi tager til Budapest!” sagde jeg glad til min mor lørdag morgen, mens jeg kiggede på kalenderen i køkkenet. “Gud, det er der da også!” svarede hun. Jeg kiggede ned af min krop, løftede lidt op i blusen og betragtede den hvide bule i form af min mave efter en gang græsk yoghurt med granola efterfulgt af to stykker ristet toast med pålægschokolade, “Shit, bare vi ikke skal have bikini på!” sagde jeg, mens min mor standhaftigt tilføjede “Det skal vi IKKE!”

Men hvorfor skal vi egentligt ikke det? tænker jeg nu. Hvem bestemmer, at vi ikke må iføre os en bikini?

Det er der jo ikke nogle, der bestemmer, at vi ikke må, men alligevel får vi bildt os selv ind, at vi ikke hører til dem, der skal gøre det. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så bliver jeg vel påvirket af de former for kropsidealer, der hersker på de sociale medier. Idealer, som får os til at føle, at vi ikke er smukke nok. Men det passer jo ikke. Vi ER smukke! DU er smuk. JEG er smuk.

Min MOR er smuk! Hun er pokkers smuk, faktisk, og jeg ved, at rigtig mange er enig med mig. Min mor er smuk, fordi hun er nogens mor. Morrollen gør langt de fleste mennesker smukkere, end de allerede var, før de blev mødre. Min mor er smuk, fordi hendes krop har båret på mig i 9 måneder, inden jeg kom til verden i januar 1998. Derefter skulle den sørme også bære på min bror i 9 måneder, inden han kom til verden knap 5 år senere. Min bror som i dag er tæt på at være 1,90 høj! Min mor har skabt to mennesker – med hjælp fra min far selvfølgelig – og det er helt vildt fascinerende at tænke på. Ja, min mor har appelsinhud, ja min mor har strækmærker, og ja hendes mave folder, når hun sidder ned. Men ved du hvad? Det gør MIN også!

Sidste sommer var jeg på Mallorca med min kæreste og hans familie. Han tog dette billede af mig, som jeg lagde op på min Instagram. Jeg havde dog først beskåret billedet og brugt filter, fordi jeg var flov over, at man kunne se, hvordan min mave lavede en lille fold. Ja, jeg var FLOV over disse billeder!

img_2243 img_2244

Når jeg ser på billederne nu, bliver jeg også flov. Ikke på grund af billederne, men fordi jeg kunne tænke sådan om min egen krop. Min egen dejlige krop, som har været god ved mig, og kun meget sjældent beklaget sig, i nu over 19 år. Min egen krop, som er sund og rask. Min krop, som kan gå, løbe, hoppe, svømme, danse, grine og elske. Min krop, som med glæde krammer andre mennesker og som også er helt vild med selv at blive krammet (og nusset på ryggen!) Min krop som glædes, når jeg belønner den med et stykke kage eller en kold øl, men som bestemt også nyder at blive fodret med frugt og grøntsager. Min krop som fortæller mig, når jeg har for meget fart på, og skal huske at slappe af. Min krop som minder mig om, at jeg skal få min nattesøvn, spise mine måltider og holde den kørende med en masse vand. Min krop, som jeg skal have mange år endnu, og som forhåbentligt en dag skal opleve glæden ved at bære på sit helt eget hjemmelavede barn og føre det til verden, præcis som min mor gjorde det med mig og min bror. Min krop som en dag bliver rynket og langsom, men som stadig vil være i stand til at kramme og elske mine børnebørn. Min krop, som jeg simpelthen ikke kan tillade mig andet end at være taknemlig for, fordi den kan, alt det den kan.

Min krop er fantastisk –  præcis ligesom din.
Men husker du at takke den? Det burde du.

Tusinde kys & kram fra Sara

   

Et afsluttet kapitel

bogJeg har nu for sidste gang sat mine ben i Føtex på den side af skranken, hvor det gælder om at betjene kunder og ikke at være én. Efter tre år er det nu slut. Selvom det er mit eget valg, og at jeg allerede nu står med et nyt job i vente, er det faktisk en lidt underlig følelse. Jeg er ikke længere ansat i Føtex. Føtex, som jeg ellers har været i, i længere tid end jeg har gået på gymnasiet! Det har selvfølgelig kun været et fritidsjob med højst et par faste vagter om ugen. Alligevel har det budt på mange ting, både op- og nedture. Heldigvis mest op-ture! Jeg har mødt en masse nye mennesker, kollegaer såvel som kunder. Jeg har skabt bekendtskaber, venskaber og endda fundet kærligheden – hvor tosset er det ikke lige? Da jeg stod dér som en nervøs 16-årig og skar rugbrød på min allerførste vagt, mens det vrimlede med mennesker, fordi det var midt i påsken og der derfor var enormt travlt i butikken, havde jeg da aldrig forestillet mig, at jeg i løbet af min tid som ansat i Føtex skulle finde den person, som jeg snart kan fejre at have gået gennem tykt og tyndt med i to hele år. Ja, tænk engang, V var faktisk allerede en erfaren medarbejder, da jeg startede, en rigtig Føtex-haj, der havde styr på butikken. Alligevel gik der et år, før vi faldt i snak på en tilfældig tirsdagsvagt. En snak, som udviklede sig til blomstrende kærlighed. [Læs om min og V’s historie HER]

Nu står jeg her 3 år senere og er en masse erfaringer rigere, mens V stadig er ved min side. På trods af dage, hvor tingene ikke har forløbet helt som ønsket, hvor kunderne har været sure eller kollegaerne helt umulige, så har det i bund og grund været nogle gode år i Føtex. Jeg har lært meget om mig selv, om andre mennesker, om at yde service og… om brød, haha.

Jeg havde min allersidste arbejdsweekend denne weekend, hvor jeg fik krammet min chef og mine kollegaer farvel. Selvom Føtex som sagt kun har været mit fritidsjob, har mine kollegaer fortalt, at de er kede af, at skulle sige farvel til mig – ja, selv nogle af de stamkunder, som troligt har købt morgenbrød hos mig på alle mine vagter, har ønsket mig held og lykke i fremtiden og takket for flere års god service. Det er altså noget, der varmer! Det er noget af det, der har været det bedste ved at være i Føtex; at jeg har fået knyttet en form for bånd til nogle kunder. Den måde, man genkender hinanden, og kan samle en samtale op fra hvor man slap den sidst, og måske endda ligefrem joke lidt med hinanden. Det er det, der har fået mig til at smile så mange gange i løbet af en arbejdsdag. Der er bare nogle helt specielle kunder og episoder, som sætter sig fast i hukommelsen. Det er disse ting, jeg vil huske og tage med mig videre. Som fx dengang jeg fik hele køen til at grine, da jeg glædeligt udbrød “ej, det ligner jo Mickey Mouse!” efter at have pakket en rund tærte og to kokostoppe i en æske til en kunde. Han grinede så meget, at jeg fik helt røde kinder, mens han takkede mig for at være så glad og smilende. Eller som dengang en kunde kom slukøret hen til mig, fordi hun var kommet til at vælte nogle flasker med kakao inde i butikken, som var smadret ud over gulvet. Uden at tænke videre over det, sagde jeg, at det skulle hun ikke være ked af, for “man skal ikke græde over spildt kakaomælk, er det ikke det, man siger?”. Hun kunne ikke lade vær med at grine, og endte på trods af situationen med at forlade butikken med et smil.  Og så var der kunden, som kom med en pose ris, der var gået hul på, en dag jeg sad i kassen, så der var et langt spor af ris på båndet og på gulvet. Jeg spurgte ham, om han legede Hans og Grete, og han grinede bare “jaja, sikke en fantasi!”.

Føtex, selvom jeg har været frustreret, træt og irriteret over dig, så tak. Tak for erfaring, skønne kollegaer, gode kundeoplevelser og sjove firmafester. Og tak for V – han er og bliver det bedste, jeg har taget med hjem fra et supermarked 😉

Netflixtip: DESIGNATED SURVIVOR

download

“UNDER PRÆSIDENTENS ÅRLIGE TALE, FØRES ET KABINETMEDLEM TIL ET HEMMELIGT STED. I TILFÆLDE AF ET KATASTROFALT ANGREB PÅ VORES REGERING, BLIVER DET KABINETMEDLEM VORES NYE PRÆSIDENT. VEDKOMMENDE KALDES EN UDPEGET OVERLEVENDE”

Er du til drama og spænding tilsat en dosis action? Så er Designated Survivor lige noget for dig. Den amerikanske netflixserie handler om, hvordan “the designated survivor”, Tom Kirkman (Kiefer Sutherland), bliver kastet ud i rollen som USA’s præsident efter et voldsomt terrorangreb mod regeringen finder sted og dræber præsidenten. I en tid hvor alt er kaos, og ingen ved, hvem der stod bag angrebet, er det de færreste der har tillid til denne hersens hastevalgte præsident Kirkman, som før blot var boligminister og dermed – i manges øjne – ikke er egnet i rollen som præsident. Alligevel har man som seer sympati med den empatiske Tom Kirkman, der med hjælp fra sin støttende og viljestærke førstedame, Alex Kirkman (Natascha McElhone) forsøger at gøre det rigtige. Hvorfor det var ham, der blev udvalgt som “the designated survivor”, kan man dog undre sig over. Og er det overhovedet ham, titlen hentyder til? FBI-agenten Hannah er i hvert fald på sporet af noget, som kunne tyde på, at ikke alt er, som man lige tror. Og det har konsekvenser…

Jeg kan kun anbefale dig at hoppe forbi Netflix og tjekke Designated Survivor ud! Der vil komme nye afsnit fra i dag og hver onsdag fremover. Men jeg advarer: den er spækket med cliffhangers!!!

 

DESIGNATED SURVIVOR

Hvor: Netflix

Medvirkende: Kiefer Sutherland, Natascha McElhone, Maggie Q, Kal Penn, Adan Canto, Italia Ricci, LaMonica Garret, Tanner Buchanan

Antal tilgængelige afsnit: 11 afsnit. Der kommer et nyt afsnit hver onsdag fremover.

Længde pr. afsnit: ca 42 minutter

Genre: Drama, spænding, krimi, action

Se den hvis du kan lide: “Homeland”, “House of Cards”

Anmeldelse på netflix: 5/5 stjerner

 

[Læs også: Derfor skal du se ‘SKAM’]

   

Få din helt egen unikke (og økologiske) T-shirt til kun 100 kr.

t-shirt016-2


T-shirten er en gave


Da Kristine, en sød pige fra mit gymnasium, henvendte sig til mig med tanken om et samarbejde mellem min blog og hendes nyopstartede virksomhed, Den Grønne Tråd, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var et tilbud, jeg skulle sige ja til. Den Grønne Tråd er nemlig et lille tøjbrand med fokus på økologi og bæredygtighed – noget som mit naturglade hjerte kun kan synes om.

Ved at inddrage håndbroderi på en ny og sjov måde, formår Den Grønne Tråd at pifte den klassiske hvide T-shirt op, og gøre den både unik og personlig. Det er nemlig dig, der bestemmer motivet! Som man kan se på billedet øverst, valgte jeg selvfølgelig at høre Kristine, om hun ikke kunne lave en giraf til mig. Den opgave klarede hun over alle  forventninger – den er jo simpelthen så fin!

Udover at Den Grønne Tråd sørger for klimavenlige T-shirts, så er de alle i unisex (bonus: jeg er 174 cm og bruger small), så der kan faktisk laves T-shirts til hele familien! Konceptet er ganske enkelt: Du skriver en besked med størrelsen på din T-shirt samt hvilket motiv, du ønsker. Og som sagt: Du kan helt selv vælge.

Som prikken over i’et har jeg lokket Kristine til at give jer et eksklusivt forårstilbud, således at prisen lige nu er sat ned fra 150,- til kun 100 kr./stk. resten af marts måned! Det er altså en perfekt anledning til at forkæle dig selv eller én, du holder af, med en sød og personlig gave i form af sådan en bæredygtig T-shirt her.

Hvis jeg kendte én, der skulle konfirmeres i år, ville jeg helt klart overveje at få lavet sådan en personlig T-shirt her til vedkommende. Jeg kunne nu også godt overveje at få lavet én til mig selv med V+S skrevet i et hjerte – mulighederne er jo mange! Er du i tvivl om hvorvidt dit ønskemotiv kan lade sig gøre, så skriv en besked til Kristine. Hun er super sød og hjælper dig gerne med både størrelse og motiv 🙂

t-shirt-012-kopi

Vælg dit helt eget unikke motiv og få det håndbroderet på en T-shirt
TIL KUN 100 KR!

En perfekt gave til veninden, konfirmanden eller bare én, du holder af!

Skriv til Den Grønne Tråd på deres Facebookside lige HER for bestilling af T-shirt
– og giv dem da lige et ‘like’, så du kan følge med fremover! 😉

Herunder ses nogle af de motiver, Den Grønne Tråd har lavet indtil videre.
Jeg er personligt ret vild med kaktussen!

Hvilket motiv ville du vælge?

picmonkey-collage

 

En pause fra alvoren

image

Af og til har man brug for at kunne slukke for den knap, der hedder “alvor”. I en travl og presset hverdag, hvor det konstant handler om at overgå gårsdagens præstationer, og der kun er én retning, som hedder “frem, frem, frem!”, kan det være ganske befriende at have disse sjældne tidspunkter, hvor man kan skrue ned for seriøsiteten. Tidspunkter hvor man får mulighed for at slå sig løs, smøre sig selv og hinanden ind i UV-maling og opleve den lykke det er, når man får udleveret en juleøl med nr. 24 skrevet på dåsen. Det fremmer en følelse af frihed, der i et øjeblik lader dig glemme karakterpres, afleveringer, deadlines og uddannelse. Når du opnår en tilstand, hvor fokus er på at danse, at synge, at grine, at kramme, at elske. At leve. Leve, mens der er pause fra alvoren. Den alvor, som med et piskesmæld rammer dig igen i det øjeblik, dåsen er tom, musikken slukket og lyset atter tændt. Du kan forsøge at flygte, men den vil altid fange dig igen. Så husk nu at leve. Leve, mens der endnu er pause fra alvoren.

5 sjove på Jodel

hxggblipo5otxxr9481zwq-jodel-logo-orange

Jer, der kender Jodel vil vide, at man kan finde de underligste tanker og hverdagshændelser derinde. Jer, der ikke kender Jodel vil komme til det nu. Jodel er kort fortalt et medie, hvor alle er anonyme, og der derfor bliver skrevet de underligste og sjoveste ting. Jeg ved ikke helt, hvad formålet er, udover at man kan skrive ting forholdsvis uden filter, da der som sagt ikke er nogle, der ved hvem, man er.

Jeg kigger forbi indimellem bare for at få mig et nemt grin, da jeg pludselig fik den idé, at jeg da kunne bruge nogle af de sjoveste jodels herinde. Så i dag på denne rolige søndag, får I her en gang jodel-fis med de 5 sjoveste, jeg lige kunne finde. Enjoy!

 

5. pladsen: Scorereplikken

akavet-flirting

 

4. pladsen: #Gingersnobs

roedhaaret

 

3. pladsen: Hvornår er man voksen?

voksen-og-rosenkaal

 

2. pladsen: Sover du?  

sover-du-prut

 

1. pladsen: Snotnæsen

naeseblod

   

En lille nedtælling til en stor ting

dyb-indaanding

Dags dato er d. 3. marts 2017. Der er præcis 112 dage til, at jeg står på ladet af en vogn, hælder bajere i halsen og skråler med på hvad end, der nu pumper ud af højttaleren, mens korset på min røde studenterhue glimter i solen. Dette betyder, at der allerhøjest er 110 dage til, at jeg med kriller i maven placerer min bagdel på en stol i et klasseværelse på Egedal Gymnasium for sidste gang, får et tal, som befinder sig somewhere på 7-trinsskalaen, stukket i hånden og huen, inden jeg skal omfavnes af kæreste, familie og venner, der alle venter spændt på at deres Sara har klaret sin sidste eksamen, og dermed nu er berettiget den gyldne, magiske og symbolske hat med rødt bånd. Den præcise dato for min sidste eksamen kender jeg om nøjagtigt 73 dage, hvor jeg på lige fod med alle andre afslutterelever skal have mit absolut sidste modul med tavleundervisning, inden der skal kyles karameller efter fortsættereleverne og hældes fadøl ned til lyden af jubel fra alle os, der ikke længere skal bekymre sig om fravær og afleveringer, men blot skal holde hovedet højt gennem eksamenstiden. Først skal jeg dog lige klare de 3 terminsprøver i henholdsvis dansk, engelsk og samfundsfag, som venter på mig og mine skriftlige kompetencer om blot 34, 33 og 32 dage. Om 27 dage, skal jeg selvfølgelig lige have afleveret en færdigskrevet AT-synopse, som forresten da er et eksamensoplæg, der for mit vedkommende skal skrives inden for fagene biologi og psykologi, og værd er det da at nævne, at jeg dårligt er begyndt. Jeg skal selvfølgelig nok få det lavet indimellem mine adskillige engelsk- og samfundsfagsafleveringer, der skal afleveres om henholdsvis 20, 14, 12, 5 og 3 dage. Og så er der selvfølgelig lige en enkelt til i dag. Plus den, der var til i søndags… altså om -5 dage.

*dyb indånding* Jeg er der heldigvis snart.

Ugen, der gik #8

image

I løbet af ugen, der gik, har jeg…

Haft min første skoledag efter vinterferien. Dagen stod på fire moduler efterfulgt af et to timers kursus direkte efter skole. Jeg var helt smadret, da jeg kom hjem! Sådan en hård start efter en ferie, er virkelig noget, jeg kan mærke i krop og hoved.

Mandag var dog også dagen, hvor det langt om længe blev tid til at dommen faldt. Jeg fik feedback og karakter på min SRP. I husker måske, hvordan den stjal stort set hele min decembermåned, (som jeg skrev om HER) og hvor lettet jeg var, da den endelig var afleveret (læs om det HER) Selvom jeg i hele to måneder gik og havde småondt i maven ved tanken om den opgave, fordi jeg langt fra følte mig tilfreds, og desuden følte, at jeg havde glemt at inkludere flere væsentlige ting, så faldt den åbenbart i god smag hos min lærer og censor. Det var i hvert fald en utrolig lettet, glad og ikke mindst overrasket Sara, der loggede ind og så sit 10-tal. Hold nu op, det havde jeg hånden på hjertet virkelig ikke troet. Men hey, lige nøjagtig i den situation, er det nu helt okay at gætte forkert.

Førnævnte kursus fandt som sagt sted mandageftermiddag, hvor jeg i selskab med nogle af mine sødeste venner drog afsted til første del af et iværksætterkursus, som strækker sig over de næste par måneder. Jeg meldte mig egentligt til uden helt at vide særlig meget om iværksætteri, og vidste derfor heller ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Dog tegner det positivt, og jeg tror, det bliver rigtig spændende! Målet er at vi skal forsøge at skabe en idé, som vi tager gennem de forskellige processer, og bliver klogere på, hvordan det egentligt fungerer, når man skal lave iværksætteri. Kurset finder sted hver mandag til engang i april.

Løbet for at nå toget, da jeg efter at have forladt min hjem, kom i tanke om at jeg havde glemt min computeroplader på mit værelse, og derfor måtte spurte hjem, op af trappen og tilbage mod toget. Jeg har nok lignet en pingvin med ild i røven, mens jeg vraltede i så højt tempo som muligt mod toget – med en oplader i hånden. SÅ ved man, at ferien er forbi!

Bestilt en rejse til Budapest sammen med min mor. Sidste sommer var min mor og bror på luksusferie i Tyrkiet, mens jeg måtte blive hjemme grundet utallige vagter i Føtex og lege far, mor og hund med V og Eddie. I år er det altså blevet min tur til at være med på en rejse, mens brormand bliver hjemme, så til påske tager min mor og jeg en tøsetur til Budapest. Ih, hvor vi glæder os! Vi har ikke været der før, så hvis du har nogle gode tips til spisesteder, oplevelser, attraktioner eller lign. i Budapest, så fyr endelig løs!

Dermed også været nødsaget til at rykke min første blodtappetid til engang i maj. Forleden skrev jeg stolt, at jeg nu havde booket min først tappetid, som grundet de obligatorisk 60 dages karantæne først kunne blive i april måned. Grundet vores afrejse til Budapest, som er bestilt til at være to dage inden min tapning, bliver jeg altså nødt til at flytte min tid. Det viser sig selvfølgelig, at ophold i Ungarn giver 4 ugers karantæne fra bloddonation… så min første tid bliver altså rykket helt frem til maj. Hmm… det er lidt irriterende, når nu jeg bare gerne vil være med til at hjælpe med det samme! Men reglerne er selvfølgelig lavet af en grund, så jeg venter da bare i spænding lidt endnu.

Haft en produktiv fridag, hvor jeg – believe it or not – har gjort vores hus rent, fået styr på papirer, aftaler og generelt bare haft overblik. Say whaaat. Det er efterhånden værd at fejre, hvis jeg har dage med ekstra meget overskud i denne ellers ret så travle hverdag. Måske var det tanken om Budapest, der gav et skud fornyet energi?

Spist alt for mange fastelavnsboller. Rigtig mange fastelavnsboller. Men ikke for mange. Det kan man ikke.

Været til fredagscafé, selvom jeg egentligt havde planlagt, at jeg ikke skulle med. Da min veninde Nina pludselig stod i den mega dramatiske situation, at hun var uden en makker til den store beer-pong turnering, endte jeg – på trods af adskillige protester – alligevel med at stille op sammen med hende som stand-in. “Det er lige meget, om vi taber, Sara” sagde hun, og gudskelov for det. Vi tabte 3/3 kampe. I den ene kamp ramte vi endda kun én enkelt kop. Om jeg blev fuld? En anelse. Til gengæld var det nu også helt utrolig sjovt.

Weekenden stod derudover på generalforsamling  – bedre kendt som elevrådsweekend – (sjovt nok) med Elevrådet. En begivenhed, der finder sted på skolen fra lørdag til søndag. Når de mere formelle dele af dagen er overstået, står det på musik, øl, spil og hygge hele natten. Jeg blev dog kun til ved en midnatstid, da jeg faktisk var en anelse træt oven på fredagens strabadser.

Besøgt de sødeste hundehvalpe i hele verden. Min onkel og tantes hund fik for nogle uger siden 7 små lækre labradorhvalpe, som vi besøgte i søndags. V er nok én af jordens største hundeelskere, så han var i den syvende himmel, da han sad dér omringet af hvalpe. De var så helt exceptionelt søde, at jeg er på nippet til at give Eddie en lidt for tidlig fødselsdagsgave bestående af en lillebror, haha.

Søndagshygget med film og krammere. Efter at have diskuteret film-muligheder på Netflix i en halv times tid, fandt V og jeg frem til at se Cast Away med Tom Hanks i hovedrollen. Selvom filmen er 17 år gammel, så holder den altså stadig, og der er bare visse scener, man aldrig glemmer (ord som “skøjte” og “Wilson” vil i hvert fald nok vække minder hos indforståede 😉 ).

Mine mål for 2017

2017goals

Okay, så klichébloggeren her har læst sine nytårsforsæt igennem én gang til med et par der-er-nu-gået-noget-tid-siden-nytår-og-jeg-tænker-allerede-mere-realistisk øjne. Det skal lige siges, at jeg inden jeg skrev netop det indlægg, havde brugt det store internet til at finde opskriften på de helt perfekte nytårsforsæt (ih, så original hun er). Resultatet blev disse “10 bud” (se dem HER), som jeg kort inden årsskiftet var på nippet til at svore, at jeg ville overholde. Jeg må dog indrømme, at 2016-Sara allerede var en anelse skeptisk ved udgivelsen. Og 2017-Sara er bestemt ikke mindre skeptisk. Dermed ikke sagt, at jeg synes, det hele er noget pladder, slet ikke – der er nogle rigtig fine indimellem. MEN jeg indrømmer, at jeg faldt i og lavede den klassiske jeg-bliver-nødt-til-at-skrive-noget-og-det-skal-altså-være-nu fejl, og at jeg vist blev lidt for inspireret af den dersens opskrift, som siger, at man skal skrive nogle super konkrete mål ned (fx. træning mindst 2 gange om ugen), hvilket tydeligvis bare ikke funker for mig. Jeg beklager. I må gerne grine og sige “hvad sagde jeg”. Men så også kun i dag. For fejlen var bestemt ikke at skrive mine mål for 2017, men måden jeg gjorde det på. Det blev for pligt-agtigt. Jeg tvang dem ud af ærmet. Derfor har jeg tilladt mig at lave en ny liste med mine mål rigtige for 2017. Disse har jeg tænkt over i længere tid. Jeg har mærket efter helt inde, om det egentligt er noget, jeg har lyst til at ændre på. Og det er det. Nogle er konkrete, andre mere abstrakte, men det gør ikke noget. Målet er, at listen skal fungere som en slags inspirationskilde til mine (og måske også dine?) gøremål i dette år. Aaand here they come:

Jeg vil arbejde med min jalousi. Som jeg skrev tilbage i mit indlæg om jalousi (læs det HER), så oplever jeg af og til, at den grønne jalousi-djævel tager overhånd hos mig. Jalousi gør absolut INTET godt for et forhold, så derfor vil jeg kæmpe for at mindske den – ja måske endda slippe helt af med den.

Jeg vil blive bloddonor. Jeg nævnte det kort i et tidligere indlæg, og har besluttet, at jeg grundet min blodtype nærmest ikke kan tillade mig at lade vær. (Som sagt er denne liste en række mål, jeg har tænkt over og ’smagt’ på i noget tid. Det har altså medført, at jeg faktisk allerede er i gang med dette mål. Jeg er meldt ind – nu er det bare at vente på, at karantænetiden er ovre, så jeg kan blive tappet)

Jeg vil melde mig som organdonor. Denne her er egentligt lidt tricky, for jeg håber jo inderligt, at mit samtykke til organdonation aldrig nogensinde vil blive brugbart. Alligevel synes jeg, at det er en sag, som er vigtig at tage stilling til. Der er rigtig mange, der ikke tager stilling – nok fordi det på mange måder er en svær tanke at skulle forholde sig til – hvilket jo betyder, at det er de pårørende, der i værste tilfælde skal stå med beslutningen. Puha, det ved jeg godt nok ikke, om jeg lige ville kunne klare, hvis det var mig.

Jeg vil fortsætte med at lytte til min krop. Faktisk er jeg allerede blevet super god til det, så jeg vil egentligt “blot” kæmpe for at fortsætte i den gode retning. Og måske kan jeg endda være med til at påvirke andre i en positiv retning også.

Jeg vil slutte af med et 12-tal i psykologi og biologi. Uh, den er lidt risky at skrive herinde, hvis det så ikke lykkes. Især fordi jeg samtidig har en ambition om generelt at mindske karakterpres både for mig selv og andre. Dog er grunden til at jeg vælger at gå efter 12-taller i lige præcis disse to fag, at det er mine yndlings fag, og jeg ved, at jeg vil kunne score topkarakterer. Jeg sætter altså dette mål for at presse mig selv på en positiv måde. For at motivere mig selv er nok bedre beskrevet. Egentligt opfatter jeg det ikke som et pres, men som et realistisk mål, jeg vil gå efter.

Jeg vil skrive en rigtig artikel. Forstået som en artikel, der bliver udgivet for en rigtig avis. Jeg har et par gange fået at vide som kommentarer til blogindlæg, at jeg bør sende det ind til Politiken eller lign., men har aldrig gjort det, selvom jeg bestemt godt kan lide tanken om det. Altså må i år være tiden, hvor jeg kæmper for at kunne sætte flueben ved netop det.

Jeg vil kæmpe mod min frygt for at køre bil. Det er nu over et år siden, jeg fik mit kørekort, og alligevel føler jeg mig endnu ikke tryg ved at køre bil alene, på trods af at jeg egentligt er en udmærket billist. Det er en skræk, der skal overvindes, og det vil jeg kæmpe for. Vi har derfor lavet en lille regel herhjemme, der hedder, at det er mig, der kører, hver gang vi skal noget. Der er simpelthen ikke andet for end bare at kaste sig ud i det. 

Jeg vil lave min første vlog. Om hvad aner jeg virkelig ikke på nuværende tidspunkt, men jeg har jo heldigvis stadig 10 måneder tilbage til at finde ud af det!

Jeg vil shoppe mere genbrug. Jeg er mega fan af, at det bliver mere og mere in at shoppe genbrug. Som typen, der af og til spontant køber noget tøj for derefter at skifte mening om det kort tid efter, er det genialt at kunne spare penge ved at købe noget, som allerede har været brugt. Så er der ikke lige så stor skam i at skifte det ud igen. Derudover er der mulighed for at finde nogle anderledes ting i en genbrugsbutik. What’s not to like?

Jeg tænker at lave en revurdering af disse mål om en tre måneders tid. Så må vi se, hvor langt jeg er, om jeg måske endda har nået nogle af dem. Wish me luck!

   

Ugen, der gik #7

img_5860

I løbet af ugen, der gik, har jeg…

Først og fremmest haft ferie – hele ugen endda. Det var virkelig skønt! Inden ferien startede, lavede jeg en lille idéliste med ting, jeg kunne gøre i ferien (læs dem HER). Jeg nåede faktisk en del af punkterne!

…Et af dem var at besøge min farmor, hvilket jeg gjorde om mandagen. Vi spiste lækker frokost sammen og spillede spil. Jeg havde medbragt en masse gamle T-shirts med print, som har én eller anden betydning for mig. Jeg har nemlig fået en idé med at lave dem til et tæppe. (Faktisk er idéen tvystjålet fra Twilight, hvor Bella får sådan et tæppe af sin mor 😉 ) Det er synd, at de bare ligger i et skab og fylder uden at blive brugt, så jeg har faktisk længe samlet sammen for at kunne gøre idéen til en realitet, og det ser nu ud til, at jeg har nok til et tæppe.

Været i genbrugsbutikker for at købe puslespil. Dette var også et punkt på listen. Allerede fredag inden ferien smuttede jeg ned og investerede i et par æsker, for derefter at lægge det første med 1.000 brikker færdig lørdag formiddag. Men her stoppede galskaben ikke. Efter besøget hos min farmor, som er hende, der inspirerede mig til at lægge puslespil, kom jeg hjem med endnu et 1.000-brikkers spil under armen. Som den mega nørd, jeg er, lagde jeg det færdig allerede samme aften/nat.

Fundet på nye idéer til bloggen, som jeg også havde et mål om at gøre. Én af idéerne er min nye føljeton “du er jo et barn”, som er en lille sjov og hyggelig form for selvironisk underholdning. Du kan se første indlæg i rækken HER

Fejret Valentine’s day med V. Her fik jeg faktisk også gjort endnu en ting fra listen, nemlig: “Lav noget lækkert mad, jeg ikke har lavet før”. V og jeg eksperimenterede med en vegetarisk ret inspireret af noget, jeg engang fik hos Rossopomodoro. Det blev faktisk virkelig lækkert! Læs om hele vores Valentine’s day HER.

Set “Gift ved første blik”. Normalt ser jeg utrolig sjældent fjernsyn, og især hvis det handler om at følge med i serier, er jeg elendig. So far er det eneste, jeg har haft held med, “Bedrag”, som jeg til gengæld også så troligt, når den rullede over skærmen om søndagen. Men da min nye søde bloggerveninde og vel egentligt på en måde også kollega, Katrine, for nyligt skrev et indlæg om “Gift ved første blik” blev jeg altså nødt til at tjekke det ud. Og jeg blev ret hurtigt fan. Om det har noget at gøre med min stigende interesse for psykologi ved jeg ikke, men jeg synes, at det er et super spændende eksperiment!

Hyggesnakket med min moster i flere timer. Hun ejer en lille butik få hundrede meter fra mit hus, så jeg hoppede forbi hende for at sige hej og tage imod en “lille overraskelse”. Hun havde købt en lille plakat med teksten “Home is where the nutella is” og en tegning af et glas nutella med en guirlande over. Oh, she knows me so well, haha!

Som sædvanlig spist middag hos mormor om onsdagen. Bare fordi, det er ferie, skal der ikke ændres i traditionerne!

Spist middag hos min far med ham, min bror og min farmor. Det var rigtig hyggeligt at være på besøg hos min far, da jeg ikke ser ham super ofte. Han er ved at renovere sit hus, og det bliver flottere og flottere for hver gang, jeg kommer. Han kører en rå,  nordisk, minimalistisk og samtidig hyggelig stil. Måske kan jeg lokke ham til at få lov til at tage nogle billeder til lidt bolig-inspiration.

Set en hel Netflix-serie på under 24 timer. Det lyder sikkert ikke som en vild bedrift, hvis man er en garvet netflixer, men for mit vedkommende er det som sagt utrolig sjældent jeg ser både film og serier, så jeg er altså lidt imponeret. Årsagen var, at min bror og jeg startede på at se “Designated Survivor”, som viste sig at slutte hvert eneste 45-minutters lange afsnit af med en vild cliff-hanger, så den var umulig at slukke for! Vi slugte begge de første 10 afsnit lynhurtigt og venter nu spændt på, at der kommer nye afsnit til marts.

Sagt mit job op i Føtex. Efter næsten 3 år som ansat i deres bagerafdeling, har jeg besluttet at søge andre veje. Jeg var nede og underskrive min opsigelse i ferien og stopper officielt d. 20. marts. Det er godt nok en smule underligt, når jeg tænker over det. Det har trods alt været en del af mit liv i længere tid, end jeg har gået på gymnasiet. Jeg er dog ikke i tvivl om min beslutning. Nu er udfordringen blot at finde et andet deltidsjob, når nu jeg er 19 år!

Været til begravelse, hvilket fik mig til at tænke over, hvordan det aldrig bliver nemt at sige det sidste farvel til dem, man kender. Jeg har skrevet et indlæg om netop disse tanker, som du kan læse HER.

Drukket vin og snakket i timevis med én af mine ældste og dejligste veninder, Sanne. Jeg var hjemme hos hende, hvor den stod på lækker mad, dessert og rødvin. Vi ses ikke så ofte, så tiden gik med at snakke om alt, der var sket siden sidst. Derudover har vi fået en idé, som vi også brugte tid på at videreudvikle. Jeg ved ikke, hvor meget jeg vil afsløre på nuværende tidspunkt, da vi stadig befinder os i idéfasen, meeen… jeg tør vist godt at sige, at det handler om noget af det, som vi begge er allerbedst til: at snakke. 

Slappet af. Selvom det jo faktisk lyder som om, jeg har lavet ret meget, så har der heldigvis også været tid til at slappe af, tage den med ro, trække stikket og slå fødderne op. Det var helt enormt tiltrængt med sådan en uge, og resultatet er en glad og motiveret Sara.

Du er jo et barn #1

1

Selvom hende dér Sara på mange punkter er et modent og fornuftigt ungt menneske, så har hun altså også sine sider, som de fleste andre, hvor hun måske ikke heeeelt matcher sin alder. Inspireret af Miriam fra Miriam’s Blok og hendes særdeles underholdende “Jeg er jo Bridget Jones”-føljeton kommer altså her min version; “Du er jo et barn”. Jeg ville gerne sige, at de fleste af tingene i disse indlæg er fiktive, og at det ikke er sandt, at alle punkter er sagt og/eller gjort af undertegnede, men… Ja, man må ikke lyve. Here you go:

1. Du nægter at gå tur med din hund, hvis ikke du kan få din pink flyverdragt og lyserøde hue på

2. … du ejer en pink flyverdragt

3. Du brokker dig alligevel over kulden, selvom du er iført førnævnte pink flyverdragt

4. Og du har et konstant behov for at blive bekræftet i, at du er “nuttet” med også førnævnte lyserøde hue

5. På en indkøbstur i Meny lokker du en 20’er ud af din mor for derefter at bruge 8 kroner på en sølle “børnebolle” med creme fra bageren… Til dig selv.

6. Bagefter bliver du fornærmet over, at DIN børnevogn i mellemtiden er blevet hapset af en 3-årig. Bare fordi du er halvanden meter for høj og 16 år for gammel, betyder det jo ikke, at du ikke var i gang med at bruge den!

7. Du går mere op i at dine tøjbamser ligger godt, end at din kæreste gør det.

8. Og du tager konsekvent altid DEM i forsvar med ordene om, at “de var her altså først!”, hvis han brokker sig over, at de fylder i sengen.

9. Du sniger altid lige en brik-juice med på båndet, hvis du er ude at handle ind med andre, der betaler

10. … Og idet du bliver opdaget, kigger du på vedkommende, med de sødeste hundeøjne og siger “jamen, den koster jo kun 2 kr.”

Det sidste farvel

ornella-binni-148189

Døden er noget underligt noget. Selvom det er det mest naturlige, så kan det alligevel være så vanskeligt at forholde sig til, når den kommer tæt på. Man ved, at det er uundgåeligt, at den en dag banker på døren, men alligevel kan man ikke lade vær med at tænke skulle det være lige nu? Kunne du dog ikke have ventet lidt? For vi har så sjældent lyst til at sige farvel. Men af og til er det alligevel nødvendigt, og så samles vi for sammen at gøre det svære. Det dér med at være til begravelse er som regel forbundet med en række blandede følelser. Sorgen ved at skulle sige farvel til én, man holder af. Savnet til den person, man aldrig mere skal se. Uretfærdigheden ved, at det skulle være allerede nu. Og alligevel er der også lettelsen ved at kunne sætte et punktum. Glæden ved at samles med familien. Og troen på, at det hele nok skal blive godt igen, samt at vedkommende er et andet og bedre sted nu.

Jeg har (gudskelov) ikke den store erfaring med begravelser, men i dag blev jeg en erfaring rigere. I dag var jeg med til at sige farvel. Ikke til én af mine nærmeste, men til én som var den nærmeste til nogle af mine kære. Endnu en gang var det kræften, der sendte en engel til himmels, ligesom det var det, dengang jeg selv mistede min farfar for nu mere end 6 år siden. Det er aldrig rigtig til at forstå, når et menneske, man har snakket med, holdt af og holdt om, pludselig er væk og aldrig mere vil komme tilbage.

Derfor er det også så vigtigt, at man husker at gøre disse ting, med dem man har, mens man har dem. I dag var jeg med for at holde af og holde om. At se dem, man har kær, være i sorg, er aldrig rart. Man kan ikke tage sorgen fra dem, og det skal man heller ikke, for den skal de selv have lov til at bære og bearbejde på deres egen måde. Men man kan give dem et kram, for et kram betyder meget. Og man kan sende dem et lille smil og et blik, der siger jeg ved, hvad du føler. Det er helt okay. Jeg står her hos dig nu, og du skal ikke være bange for at vise, hvordan du har det. For der er ingen følelser, som er forkerte lige nu. Og selvom det gør ondt, så vil det blive bedre. Så længe du selv tror på det, så lover jeg dig, at det sker.

Sådan et smil og sådan et blik kan gøre meget. At vise følelser, at have omsorg og udstråle medfølelse er aldrig tegn på svaghed, tværtimod. Det er en styrke. Først når mennesker viser hinanden deres rigtige følelser, er det at tro, håb og kærlighed opstår. Og størst af dem, det er trods alt kærligheden.