Galla 2017: Den allersidste dans

14 ting jeg glæder mig til at kunne gøre, når jeg bliver student!

img_1376

Forrige weekend bød på den helt store gallafest og i dag er det min sidste skoledag! Det er efterhånden tydelidt, at jeg snart bliver student, og i netop den forbindelse har jeg lavet følgende liste med det, jeg glæder mig til at kunne gøre, når huen er på.

Jeg glæder mig nemlig helt vildt til at…

Fjerne alle mine skolebøger, som pt. fylder alt for meget af min reol. De kan jo passende erstattes med et eksamensbevis og en studenterhue, hehe.

Holde studentergilde for min familie – og køre vogntur med min klasse, selvfølgelig. Generelt ser jeg frem til alle de festlige stunder og kolde øl, som huen og studentertiden må byde på

Stene Netflix – uden dårlig samvittighed, fordi jeg i virkeligheden burde lave lektier. Ja, faktisk glæder jeg mig bare til at alt det, der før har været overspringshandlinger, nu kan blive kategoriseret som legalt tidsfordriv.

Rejse. I skrivende stund venter to bestilte rejser forude: en tur til Berlin med V og et vennepar, samt en tur til Mallorca med svigerfamilien. Ergo en badeferie og en storbyferie. Godt nok er det to destinationer, jeg allerede har besøgt før (ikke at det bliver mindre lækkert af den grund). Drømmen er dog at få klemt en rejse eller to ind til steder, jeg endnu ikke har besøgt – rigtig gerne USA! Jeg har jo stadig et løfte om at besøge min veninde, Georgia en dag.

Kunne bruge tiden foran computeren til at skrive blogindlæg i stedet for afleveringer. Det har været så  frustrerende at sidde med en lyst til at skrive blogindlæg velvidende om, at jeg har været nødsaget til at undertrykke denne lyst for at prioritere skoleopgaver først. Det er slut nu – og det bliver nice! Jeg har så mange ting i mine ærmer, at jeg efterhånden drysser på gulvet.

(Forhåbentligt) blive klogere på mit fremtidige valg af uddannelse. Jeg har vist før røbet lidt om, at jeg havde journalisthøjskolen i tankerne. Den idé er ikke død, men dog sat en anelse på stand-by. Jeg kan mærke, at jeg skal undersøge mulighederne for at studere noget inden for psykologi – for det område er jeg simpelthen så fascineret af.

Have tid og overskud til at gøre noget ved mit værelse. Det trænger virkelig til en make-over og en skruemaskine. Som sagt får jeg pludselig også en halv reol til rådighed, så jeg skal lige finde ud af, hvad der skal pryde den, hvad end det er praktiske eller pyntelige sager. Hmm… det kunne faktisk lyde lidt af en gang genbrugsshopping. 😉

Tjene flere penge. Min tanke er at arbejde noget mere, så min drøm om et højskoleophold og eventuelle rejser kan realiseres. Jeg skal dog lige undersøge mulighederne ved mit nuværende job, ellers må jeg eventuelt supplere med noget andet.

Sove længe –  i det mindste bare en gang imellem. Jeg er faktisk ikke særlig god til at sove længe, men jeg kan snildt bruge flere timer på at dase i min seng fra det øjeblik, jeg vågner, til det hvor jeg beslutter mig for at stå op. Så det vil jeg sørge for at få gjort, når nu der ikke er en skole, som venter på mig every fucking morning.

Jeg ikke skal bekymre mig om at få fravær i skolen, når DSB ikke kan finde ud af at komme til tiden. Åh, hvor har jeg utallige gange væltet ud af døren en mandag morgen, lige i rette tid til at nå toget for derefter at konstatere, at der er sket en sporfejl/signalfejl/togføreren-har-glemt-at-opdatere-sin-iPad-fejl (I kid you not, det var engang deres begrundelse for et forsinket tog!). Jeg glæder mig til ikke at være afhængig af offentlig transport på daglig basis, lad mig bare sige det sådan.

Få mere fritid sådan helt generelt. Lige så meget som jeg nyder at have mange ting om ørerne – i små perioder af gangen vel at mærke – lige så meget nyder jeg at kunne lave absolut ingenting. Det er sjældent, at jeg sådan decideret keder mig, for når jeg har meget tid, finder jeg som regel på en masse kreative idéer, som jeg kan fordybe mig i. Som fx, da jeg i vinterferien besluttede at lægge et puslespil på 1000 brikker i løbet af mindre end 24 timer #kæmpenørd

Møde nye mennesker. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg vil komme til at savne en masse mennesker fra gymnasiet, så derfor håber jeg lidt på at kunne udfylde nogle af de tomme pladser med nye bekendtskaber. Ikke at jeg bare sådan vil skifte hele vennegruppen ud, bevares, men det er nu altid meget hyggeligt med nye personligheder i omganskredsen. Som nævnt tidligere går jeg med en drøm om at tage på et højskoleophold med fokus på noget kreativt – gerne noget med at skrive. Smid meget gerne gode råd i kommentaren, hvis du kender en højskole, der er værd at anbefale!

Lave kreative projekter. Jeg har meldt mig ind i diverse kreativ-grupper på Facebook med håbet om at finde inspiration til ting og sager, jeg kan kaste mig ud i. Der kommer uden tvivl til at være noget, jeg kan gå i krig med, for der er godt nok fyldt med fine idéer. Og så har jeg faktisk lidt et ønske om at lære at sy. Det har jeg heldigvis en del i familien, der er gode til, så forhåbentligt har de lyst til at hjælpe.

Lære mig selv bedre at kende, når jeg skal ud i “den virkelige verden”, møde nye mennesker og udfordringer væk fra mine vante omgivelser og titel som gymnasieelev.

LÆS OGSÅ

 “Sommerferie & studentertid 2016”

img_3733

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Galla 2017: Den allersidste dans