Trine, du er ikke en engel

photo-1495581600346-93f223866d0a-2

Jeg så din facebookprofil. Den var fyldt med forskellige billeder og artikler, du havde delt. Alle sammen handlede de om at være miljørigtig, lovpligtig og politisk korrekt. Du lignede én, der prøvede at fremstå som et godt eksempel. På dit profilbillede havde du endda formået at fremvise ordene “JEG ER ORGANDONOR” med store røde bogstaver. Bravo, Trine. Der er ikke en finger at sætte på dig. Du er vel nok en engel…

Nej. Du er måske ligefrem det modsatte. For grunden til, at jeg overhovedet stødte på din profil, var fordi du havde skrevet en offentlig kommentar til en tråd på en facebookside, hvor emnet var personer, der har oplevet ulovlig deling af nøgenbilleder på egen krop. I din kommentar gjorde du noget, som får det til at vende sig i mig. Du skrev noget, som får vreden til at boble i mig, hver gang jeg ser sådanne holdninger. Du gav et offer skylden, for noget en anden har gjort. For noget en anden burde bøde for. Trine, du er en victim-blamer!

At dømme ud fra dit profilbillede, lignede du én, der aldersmæssigt sagtens kunne være mor. Det håber jeg ikke, at du er. For med mødre som dig, kommer vi aldrig dette problem til livs. Med mødre som dig, vil børn og unge aldrig lære, at de skal tage ansvar for den måde, de behandler andre på. Med mødre som dig, vil børn og unge gå med troen om, at ulovlig deling af nøgenbilleder og sexvideoer vil og skal være på offerets samvittighed og ikke på krænkerens.

Jeg ved ikke, hvordan man får typer som dig til at tænke anderledes. Jeg ved ikke, hvordan man kan få dig til fornuft. Måske vil du forstå det, hvis det en dag sker for dig selv, eller én du elsker. Måske er det det, der skal til. Men end ikke det ville jeg ønske ske for selv min værste fjende. Så du forbliver nok bare den uforstående og ignorante person, du fik dig selv til at fremstå som med dine ord på Facebook. Jeg håber, det vil ændre sig, Trine. Jeg håber, du bliver klogere. Jeg håber, du vil indse, at du peger fingre ad de forkerte. At du beskylder de uskyldige. Og jeg håber, at du fremover vil tænke, før du taler – eller skriver på facebook. Jeg håber, at du – lige så vel som alle andre – vil lære at det, du og man gør, har konsekvenser for andre mennesker, og ikke kun dig selv, og at det er netop glemslen ved dette, der gør, at antallet af sager om hævnporno og ulovlig deling af nøgenbilleder stiger, selvom det burde være faldende. Men det vil ikke falde med mennesker som dig. Tværtimod. Du tager fejl, Trine. Jeg håber, du bliver klogere.

“Trine” er ikke personens rigtige navn. Jeg er ikke ude på at hænge specifikke personer ud her på mit domæne, men jeg ønsker at sætte fokus på tendenser som denne, hvor der peges fingre ad ofre, som i virkeligheden burde hjælpes og støttes, og her var “Trine” et glimrende eksempel på en person, som blot gør ondt værre. 


LÆS OGSÅ: NØGENBILLEDER, SEXFORBRYDELSER OG VICTIM-BLAMING.

Danmark, hvad sker der for dig?

1csftx0duls-jairo-alzate-2

#METOO

metoo

Der var manden på Roskilde Festival, der ragede mig på brysterne, da mine veninder og jeg dansede med ham. Der var drengene til gymnasiefesten, der holdt mig fast og slog mig i røven, da jeg ikke længere ville danse med dem. Der var min tidligere chef, der “jokede” med en kunde om at lave body tequila på mig. Der var den voksne fremmede mand, der under en koncert aede mit bare maveskind, som var synligt grundet min korte T-shirt.  Der var… 

Hvor mange historier vil du høre?

De seneste ugers utallige statusser og opslag med hashtagget #metoo indikerer, at vi er (for) mange, der kan liste eksempler som ovenstående op fra nu af og til juleaften. Eksempler på chikane, der udefra kan virke så ligegyldigt, som små ting, man ikke bør kunne hidse sig op over, men som for personen, det går udover, kan virke så voldsomt og grænseoverskridende, at det aldrig vil blive glemt. Ting, som bliver forsøgt forsvaret med “det var bare for sjov” eller “det var jo ikke ment sådan. Det er dig, der er sart”. Men nej, jeg er ikke sart. Jeg er ikke uden humor. Men jeg har mine personlige grænser, som skal respekteres og overholdes.

I de fire ovenstående tilfælde sagde jeg ikke fra. Jeg flygtede fra situationen eller forholdt mig tavs. Min reaktion er såmænd forståelig nok, men måske ikke den bedste. For hvis vi ønsker at ændre på noget, tror jeg, at vi skal være bedre til at sige fra. Være bedre til at konfrontere personerne, der krænker os. For selvom det kan virke som logik for burhøns, at man ikke rager på folk, der ikke har bedt om det, er det bare ikke alle, der fatter det. Og jeg er ikke sikker på, at de vil forstå det, fordi de ser et hashtag på Facebook, Instagram eller Twitter. Men måske vil de fatte det, hvis de ser i dine øjne, hvad det gør ved dig. Hvis de ser på dig, mens du fortæller dem, at det, de lige gjorde, det skal de aldrig, aldrig, aldrig gøre igen. For det her… det skal stoppes. 

Jeg vil ikke skamme mig over at være kvinde. Jeg vil ikke skamme mig over min påklædning. Jeg vil ikke skamme mig over at være fri, over at turde danse og slå mig løs. Jeg vil ikke skamme mig over at være et seksuelt menneske. Og jeg vil slet ikke skamme mig over, at der er andre, som har taget sig retten til at sige/gøre ting om og mod min krop, de ikke har ret til. Jeg vil ikke finde mig i det. Jeg vil ikke skamme mig over at sætte grænser, over at sige fra. Så næste gang (for der skal nok komme en næste gang), vil jeg sige fra.

Vil du også?


Ønsker du at blive opdateret om lignende indlæg? Så følg med på min facebookside HER eller Instagram HER


Læs også:
Nøgenbilleder, sexforbrydelser og victim blaming. 

Danmark, hvad sker der for dig?

1csftx0duls-jairo-alzate


 

 

En bøn fra en kasseekspedient

img_5756

“Du er eddermame tung at danse med!” nærmest skreg en kunde af mig, fordi hun skulle vente på, at kunden foran hende havde betalt, førend kassen var ledig, så jeg kunne betjene hende.

“Det gider jeg kraftedme ikke vente på!” sagde manden, der ikke havde tålmodighed til at få byttepenge tilbage, og gik vredt.

“Så kan I fandme beholde jeres lort” vrissede damen, der ikke ville forstå, at vi ikke blot kunne give hende pengene tilbage for en vare, før vi havde tjekket om denne reelt ikke virkede, som hun påstod, at den ikke gjorde. Hun skulle vente i samlet 5 minutter, men fik alligevel råbt diverse skældsord efter os og gjort klart, at “hold kæft, hvor er det ringe service!”

Jeg kunne blive ved med at tilføje lignende eksempler til listen, men det har jeg ikke lyst til, for det vil kræve, at jeg graver eksempler op fra fortiden, som jeg ellers har brugt tid på at fortrænge. Med over fire års erfaring i servicefaget har jeg lagt ører til lidt af hvert. Jeg har været den, som vrede kunder har følt behov for at læsse af på, for jeg har været det ansigt, de mødte, når de trådte ind i butikken. Jeg har grædt over de ord, jeg har fået smidt i hovedet, jeg har følt mig uretfærdigt behandlet og jeg er blevet forarget over andre
menneskers manglende respekt.
Jeg forstår, at man kan have en dårlig dag. Jeg forstår, at man kan føle, at servicen i en butik ikke lever op til hvad, man forventede. Jeg forstår, at man kan have behov for at påpege, at noget burde være anderledes.
Men jeg forstår ikke, hvorfor dette ikke kan gøres på en konstruktiv måde i en sober tone. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal kaldes dum, uvidende, doven og uduelig, når det eneste, jeg gør, at at passe mit arbejde – endda på bedst mulig måde, således at kunderne får en god oplevelse. Service betyder meget for mig, og det gør det også for mine kolleger, men jeg ved også, hvordan sure og uretfærdige kunder kan ødelægge lysten til at smile og være imødekommende over for den næste, der træder ind af døren.

Så kære kunde, vil du ikke tale pænt til os ekspedienter? Vi gør vores bedste for at give dig en god oplevelse, og skulle vi alligevel ikke leve op til de forventninger, du har til os, så hører vi gerne, hvad vi kan gøre bedre – hvis du fortæller os det på en ordentlig måde. Ligesom du ikke forventer at vi råber af dig, når du vil købe noget hos os, så forventer vi heller ikke at blive råbt af. Disse forventninger går begge veje, for selvom der er en disk imellem os, er vi begge mennesker, der skal tale pænt til hinanden. Mennesker, der er lige meget værd – uanset hvilken siden af disken, vi står på. Derfor har du ingen ret til at opføre dig som om, dette ikke er tilfældet. Som om vi ikke er mennesker på samme måde som du. Vi er her for din skyld, det bør du sætte pris på. Så kære kunde, jeg har en bøn: Næste gang, du køber noget i en butik, så husk lige, hvem du står overfor. Et helt almindelig menneske ligesom dig selv. Et menneske, der gør sit bedste for at hjælpe dig. Derfor bedes du respektere personen, finde den høflige tone frem, tale pænt og giv så lige ekspedienten et ekstra stort smil, ikke? Det kan redde vedkommendes dag. Det lover jeg.

Læs også: Hvoror holder vi ikke bare kæft?

Helt ærligt, Tivoli, hvor var sikkerheden?

tivoli

Som udgangspunkt forsøger jeg at holde en positiv tone her på domænet, men denne oplevelse, føler jeg et behov for at skrive om – og mere end bare i en vred facebookkommentar. Årsagen til dette indlæg, ligger bag det som skulle have været en sjov og befriende aften i selskab med gode venner, men i stedet for mit vedkommende endte med en kamp om ikke at blive klemt mellem de alt for mange mennesker, Tivoli lukkede ind i parken fredag aften d. 22. september, hvor Nik og Jay skulle lukke og slukke årets mange fredagsrockkoncerter med et brag af en fest.

Tivoli havde anbefalet, at man kom i god tid, hvis man ikke ville risikere, at indgangen blev lukket, før man nåede ind. Personligt var jeg overbevist om, at dette ville ske, for som vi i min gruppe blev enige om, så var årets sidste fredagsrock med den dansk popduo Nik og Jay på programmet uden tvivl noget, som kunne lokke folk til. Derfor havde vi timet det således, at vi ville ankomme allerede kl. 19, altså tre timer før koncertens start. Stemningen var god hele vejen i toget ind til Hovedbanegården, og vi glædede os til en festlig aften. Vi som havde læst på Tivolis reglementer hjemmefra, spekulerede i, om vi på trods af forbuddet mod at medbringe egen alkohol i parken, måske liiige kunne snige en øl med i tasken alligevel. Det skulle vise sig, at dette ikke blev noget problem. Tværtimod. Hvis jeg ville, kunne jeg have slæbt en hel ramme Tuborg med i min taske, for de ellers venlige Tivoliansatte, der lukkede os ind, ikke så meget som ænsede, at jeg havde andet end mig selv med. Jovist har jeg da sikkert også lignet en ganske almindelig, uskyldig, dansk pige, da jeg stod dér med mit store smil og min gule regnjakke, men tanken om, at der denne aften blev lukket tusindevis af mennesker ind med sportstasker og rygsække, uden personalet følte behov for at kigge i disse eller kropsvisitere folk, gør mig særdeles vred. Ikke nok med det, så blev der lukket langt flere mennesker ind, end hvad godt var. Man kunne se panikken i folks øjne, mens man hørte utallige halvpanisk sige, at de bare skulle “UD NU!”. Vi var blandt disse og besluttede at forlade parken allerede kort tid efter, Nik og Jay var trådt på scenen. Det var jo alligevel fuldkommen umuligt at høre noget som helst grundet de nye (og fuldkommen latterlige) regler i forhold til lyden. Det tog os utroligt lang tid at nå udgangen på trods af, at vi var ganske tæt på denne, og til vores forbavselse opdagede vi, at Tivoli her ved 22.30 tiden stadig lukkede mennesker ind i parken. I den propfyldte park, hvor stemningen allerede en time forinden var gået fra god til ubehagelig blandt mange af koncertgæsterne.

At snige egne øl med ind i parken for at spare lidt på SU’en, ser jeg som ganske uskyldigt, men hvordan sikrer Tivoli, at det kun er øl, folk har med i taskerne, når de ikke bruger tid og ressourcer på at tjekke dem? I en tid som denne, hvor man flere gange har været vidne til, at koncertsteder er mål for alverdens ubehageligheder, undrer det mig, at man i Danmarks mest kendte forlystelsespark, som jo nærmest er et nationalsymbol, ikke gør mere for at passe på sine gæster. For mig får det Tivoli til at fremstå som pengegriske og uansvarlige, og jeg er simpelthen så skuffet. Nej, vi skal ikke lade andre menneskers ondskab styre vores dagligdag, men at forlange mere personale til de mange gæster, og et krav om visitation i indgangen, ville da være det mindste. Helt ærligt, Tivoli, hvor var sikkerheden?

Kan vi virkelig ikke rose hinanden uden bagtanker?

Og er vi for dårlige til at sige tak?

Som nogle af jer måske så på insta-snappen, var jeg i går til fest på mit gymnasium. Grundet mit medlemskab i (eller formandskab for) festudvalget stod jeg i baren. Når man får opgaven at sælge alkohol til festens deltagere, får man hilst på og snakket med en del forskellige. Og når nu jeg som sagt er formand for festudvalget, og derudover medlem af diverse andre udvalg + en del af dem, der styrer skolens SoMe, er det ikke så underligt, hvis nogen hilser på mig ved navn, selvom jeg ikke kan deres, hvilket altså skete et par gange i går.

Da jeg ved en 22-tiden var færdig med min bartjans og nu kunne få lov til at danse med mine kammerater, stødte jeg tilfældigt ind i én af dem, der havde kaldt mig “Sara”, selvom jeg ikke vidste, hvem han var. Han sad og snakkede med én af mine gode venner, så jeg joinede dem. Dér fandt jeg ud af den egentlige årsag til, at han kunne mit navn; han følger med herinde! Ej, hvor blev jeg glad. Jeg bliver selvfølgelig altid glad, når jeg hører, at der er nogle, som kan lide det, jeg laver, men lige ham her, gjorde mig ekstra glad, dels fordi han er en dreng og dels fordi han sagde det højt. At han turde sidde dér og indrømme, at han kan relatere til de ting, jeg skriver, og at det er fedt, jeg sætter nogle ord på de ting, som mange af os egentligt går og tumler med, men måske ikke helt tør sige højt – det synes jeg, er mega cool. Det er aldrig nogen selvfølge, at folk fortæller dig det, hvis de ligger inde med noget ros eller et kompliment. Faktisk tror jeg, at mange holder sig tilbage i frygt for, hvordan det vil blive opfattet af modtageren, eller måske kan det virke grænseoverskridende at skulle sige sådan noget højt til et andet menneske. Fyren i går døjede vist en anelse med første dilemma. Han pointerede i hvert fald flere gange, at det “altså ikke var for at lægge an på mig” (jeg tror, han gik ud fra, at det ville gøre mig sur/irriteret hvis dette var tilfældet, når nu jeg har en kæreste), men at han bare lige ville sige, at han altså godt kunne lide min blog. Jeg sagde gentagende gange, at han da ikke skulle være nervøs for, at jeg ville blive fornærmet – tværtimod, det gjorde mig da kun glad at modtage den ros, og jeg takkede ham mange gange. Han fortalte så, at han engang havde snakket med en pige, som fortalte at hun var fra Amerika, og fordi han så snakkede med accent, blev hun fornærmet og mente, at han lagde an på hende. What a nice type tænker man så. Desværre findes der en del af hendes typer, som 1) tror, at de er vigtigere end alle andre, eller 2) mistænker alle fyre for at være ud på noget.

Episoden fik mig til at tænke på, om vi mennesker ikke lidt for let lader os skræmme. Vi kan vist hurtigt blive enige om, at hende tøsen var lidt for langt ude sådan at blive fornærmet over så lidt, og de fleste vil nok bare grine af hende. Men at det alligevel kan have påvirket en ung og ganske flink fyr til at blive usikker på, om det nu er forkert at være venlig mod piger, og at man ikke kan gøre det uden at virke som én med skumle bagtanker, synes jeg egentligt er lidt ærgerligt. For kan vi virkelig ikke rose hinanden uden bagtanker? Eller er det i virkeligheden bare fordi, vi er for dårlige til at tage imod komplimenter? Jeg hælder mest til den sidste. Jeg øver mig i at sige tak, og fortæller gerne, at jeg er rigtig glad for, at personen fortæller mig, at de godt kan lide *indsæt ting, jeg har lavet, skrevet, gjort eller har på*, for det betyder rigtig meget for mig, at folk tør åbne op og sige sådan noget.

Er du selv god til at sige tak og tage imod komplimenter? Ellers skal du måske også øve dig. Jeg tror nemlig på, at hvis vi bliver bedre til at tage imod ros, bliver vi også bedre til at give ros. På den måde ved vi, at det måske slet ikke er så farligt at sige de dér ting, man har på hjertet, for det bliver jo højst sandsynligt taget rigtig godt imod. Så vær ikke bange for at sige tak og sende personen et stort smil, hvis du modtager et kompliment – det har muligvis ikke været helt nemt for ham/hende at levere det til dig. 🙂

tak

Older posts