#METOO

metoo

Der var manden på Roskilde Festival, der ragede mig på brysterne, da mine veninder og jeg dansede med ham. Der var drengene til gymnasiefesten, der holdt mig fast og slog mig i røven, da jeg ikke længere ville danse med dem. Der var min tidligere chef, der “jokede” med en kunde om at lave body tequila på mig. Der var den voksne fremmede mand, der under en koncert aede mit bare maveskind, som var synligt grundet min korte T-shirt.  Der var… 

Hvor mange historier vil du høre?

De seneste ugers utallige statusser og opslag med hashtagget #metoo indikerer, at vi er (for) mange, der kan liste eksempler som ovenstående op fra nu af og til juleaften. Eksempler på chikane, der udefra kan virke så ligegyldigt, som små ting, man ikke bør kunne hidse sig op over, men som for personen, det går udover, kan virke så voldsomt og grænseoverskridende, at det aldrig vil blive glemt. Ting, som bliver forsøgt forsvaret med “det var bare for sjov” eller “det var jo ikke ment sådan. Det er dig, der er sart”. Men nej, jeg er ikke sart. Jeg er ikke uden humor. Men jeg har mine personlige grænser, som skal respekteres og overholdes.

I de fire ovenstående tilfælde sagde jeg ikke fra. Jeg flygtede fra situationen eller forholdt mig tavs. Min reaktion er såmænd forståelig nok, men måske ikke den bedste. For hvis vi ønsker at ændre på noget, tror jeg, at vi skal være bedre til at sige fra. Være bedre til at konfrontere personerne, der krænker os. For selvom det kan virke som logik for burhøns, at man ikke rager på folk, der ikke har bedt om det, er det bare ikke alle, der fatter det. Og jeg er ikke sikker på, at de vil forstå det, fordi de ser et hashtag på Facebook, Instagram eller Twitter. Men måske vil de fatte det, hvis de ser i dine øjne, hvad det gør ved dig. Hvis de ser på dig, mens du fortæller dem, at det, de lige gjorde, det skal de aldrig, aldrig, aldrig gøre igen. For det her… det skal stoppes. 

Jeg vil ikke skamme mig over at være kvinde. Jeg vil ikke skamme mig over min påklædning. Jeg vil ikke skamme mig over at være fri, over at turde danse og slå mig løs. Jeg vil ikke skamme mig over at være et seksuelt menneske. Og jeg vil slet ikke skamme mig over, at der er andre, som har taget sig retten til at sige/gøre ting om og mod min krop, de ikke har ret til. Jeg vil ikke finde mig i det. Jeg vil ikke skamme mig over at sætte grænser, over at sige fra. Så næste gang (for der skal nok komme en næste gang), vil jeg sige fra.

Vil du også?


Ønsker du at blive opdateret om lignende indlæg? Så følg med på min facebookside HER eller Instagram HER


Læs også:
Nøgenbilleder, sexforbrydelser og victim blaming. 

Danmark, hvad sker der for dig?

1csftx0duls-jairo-alzate


 

 

En bøn fra en kasseekspedient

img_5756

“Du er eddermame tung at danse med!” nærmest skreg en kunde af mig, fordi hun skulle vente på, at kunden foran hende havde betalt, førend kassen var ledig, så jeg kunne betjene hende.

“Det gider jeg kraftedme ikke vente på!” sagde manden, der ikke havde tålmodighed til at få byttepenge tilbage, og gik vredt.

“Så kan I fandme beholde jeres lort” vrissede damen, der ikke ville forstå, at vi ikke blot kunne give hende pengene tilbage for en vare, før vi havde tjekket om denne reelt ikke virkede, som hun påstod, at den ikke gjorde. Hun skulle vente i samlet 5 minutter, men fik alligevel råbt diverse skældsord efter os og gjort klart, at “hold kæft, hvor er det ringe service!”

Jeg kunne blive ved med at tilføje lignende eksempler til listen, men det har jeg ikke lyst til, for det vil kræve, at jeg graver eksempler op fra fortiden, som jeg ellers har brugt tid på at fortrænge. Med over fire års erfaring i servicefaget har jeg lagt ører til lidt af hvert. Jeg har været den, som vrede kunder har følt behov for at læsse af på, for jeg har været det ansigt, de mødte, når de trådte ind i butikken. Jeg har grædt over de ord, jeg har fået smidt i hovedet, jeg har følt mig uretfærdigt behandlet og jeg er blevet forarget over andre
menneskers manglende respekt.
Jeg forstår, at man kan have en dårlig dag. Jeg forstår, at man kan føle, at servicen i en butik ikke lever op til hvad, man forventede. Jeg forstår, at man kan have behov for at påpege, at noget burde være anderledes.
Men jeg forstår ikke, hvorfor dette ikke kan gøres på en konstruktiv måde i en sober tone. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal kaldes dum, uvidende, doven og uduelig, når det eneste, jeg gør, at at passe mit arbejde – endda på bedst mulig måde, således at kunderne får en god oplevelse. Service betyder meget for mig, og det gør det også for mine kolleger, men jeg ved også, hvordan sure og uretfærdige kunder kan ødelægge lysten til at smile og være imødekommende over for den næste, der træder ind af døren.

Så kære kunde, vil du ikke tale pænt til os ekspedienter? Vi gør vores bedste for at give dig en god oplevelse, og skulle vi alligevel ikke leve op til de forventninger, du har til os, så hører vi gerne, hvad vi kan gøre bedre – hvis du fortæller os det på en ordentlig måde. Ligesom du ikke forventer at vi råber af dig, når du vil købe noget hos os, så forventer vi heller ikke at blive råbt af. Disse forventninger går begge veje, for selvom der er en disk imellem os, er vi begge mennesker, der skal tale pænt til hinanden. Mennesker, der er lige meget værd – uanset hvilken siden af disken, vi står på. Derfor har du ingen ret til at opføre dig som om, dette ikke er tilfældet. Som om vi ikke er mennesker på samme måde som du. Vi er her for din skyld, det bør du sætte pris på. Så kære kunde, jeg har en bøn: Næste gang, du køber noget i en butik, så husk lige, hvem du står overfor. Et helt almindelig menneske ligesom dig selv. Et menneske, der gør sit bedste for at hjælpe dig. Derfor bedes du respektere personen, finde den høflige tone frem, tale pænt og giv så lige ekspedienten et ekstra stort smil, ikke? Det kan redde vedkommendes dag. Det lover jeg.

Læs også: Hvoror holder vi ikke bare kæft?

Helt ærligt, Tivoli, hvor var sikkerheden?

tivoli

Som udgangspunkt forsøger jeg at holde en positiv tone her på domænet, men denne oplevelse, føler jeg et behov for at skrive om – og mere end bare i en vred facebookkommentar. Årsagen til dette indlæg, ligger bag det som skulle have været en sjov og befriende aften i selskab med gode venner, men i stedet for mit vedkommende endte med en kamp om ikke at blive klemt mellem de alt for mange mennesker, Tivoli lukkede ind i parken fredag aften d. 22. september, hvor Nik og Jay skulle lukke og slukke årets mange fredagsrockkoncerter med et brag af en fest.

Tivoli havde anbefalet, at man kom i god tid, hvis man ikke ville risikere, at indgangen blev lukket, før man nåede ind. Personligt var jeg overbevist om, at dette ville ske, for som vi i min gruppe blev enige om, så var årets sidste fredagsrock med den dansk popduo Nik og Jay på programmet uden tvivl noget, som kunne lokke folk til. Derfor havde vi timet det således, at vi ville ankomme allerede kl. 19, altså tre timer før koncertens start. Stemningen var god hele vejen i toget ind til Hovedbanegården, og vi glædede os til en festlig aften. Vi som havde læst på Tivolis reglementer hjemmefra, spekulerede i, om vi på trods af forbuddet mod at medbringe egen alkohol i parken, måske liiige kunne snige en øl med i tasken alligevel. Det skulle vise sig, at dette ikke blev noget problem. Tværtimod. Hvis jeg ville, kunne jeg have slæbt en hel ramme Tuborg med i min taske, for de ellers venlige Tivoliansatte, der lukkede os ind, ikke så meget som ænsede, at jeg havde andet end mig selv med. Jovist har jeg da sikkert også lignet en ganske almindelig, uskyldig, dansk pige, da jeg stod dér med mit store smil og min gule regnjakke, men tanken om, at der denne aften blev lukket tusindevis af mennesker ind med sportstasker og rygsække, uden personalet følte behov for at kigge i disse eller kropsvisitere folk, gør mig særdeles vred. Ikke nok med det, så blev der lukket langt flere mennesker ind, end hvad godt var. Man kunne se panikken i folks øjne, mens man hørte utallige halvpanisk sige, at de bare skulle “UD NU!”. Vi var blandt disse og besluttede at forlade parken allerede kort tid efter, Nik og Jay var trådt på scenen. Det var jo alligevel fuldkommen umuligt at høre noget som helst grundet de nye (og fuldkommen latterlige) regler i forhold til lyden. Det tog os utroligt lang tid at nå udgangen på trods af, at vi var ganske tæt på denne, og til vores forbavselse opdagede vi, at Tivoli her ved 22.30 tiden stadig lukkede mennesker ind i parken. I den propfyldte park, hvor stemningen allerede en time forinden var gået fra god til ubehagelig blandt mange af koncertgæsterne.

At snige egne øl med ind i parken for at spare lidt på SU’en, ser jeg som ganske uskyldigt, men hvordan sikrer Tivoli, at det kun er øl, folk har med i taskerne, når de ikke bruger tid og ressourcer på at tjekke dem? I en tid som denne, hvor man flere gange har været vidne til, at koncertsteder er mål for alverdens ubehageligheder, undrer det mig, at man i Danmarks mest kendte forlystelsespark, som jo nærmest er et nationalsymbol, ikke gør mere for at passe på sine gæster. For mig får det Tivoli til at fremstå som pengegriske og uansvarlige, og jeg er simpelthen så skuffet. Nej, vi skal ikke lade andre menneskers ondskab styre vores dagligdag, men at forlange mere personale til de mange gæster, og et krav om visitation i indgangen, ville da være det mindste. Helt ærligt, Tivoli, hvor var sikkerheden?