Højskoledagbog #1

img_7799

Jeg har længe ønsket at forfatte et indlæg med min første #højskoledagbog, men det er som om det ikke længere er så naturligt for mig at skrive, som det har været. Ordene kommer ligesom ikke til mig på samme måde, som de plejer. Alligevel er jeg god til at skrive dagbog. Altså på den old school måde med papir og kuglepen. Det sker ikke hver aften, men ofte, og jeg finder stor ro og glæde ved at lufte mine tanker på denne måde. Og selvfølgelig har jeg også lyst til at dele mine tanker med jer derude, men det har været svært at komme i gang. Og når jeg endelig er kommet i gang, har det været svært at holde op igen. Svært at strukturere, vurdere det vigtige, holde mig til det væsentlige osv. Måske er det fordi, der er sket og stadig sker så meget hver eneste dag, at jeg simpelthen ikke ved, hvor jeg skal starte. Men nu prøver jeg (for tredje gang den seneste uge) at skrive mine tanker ned. Måske bør jeg reflektere lidt mindre over indholdet og blot lade mine fingre gøre arbejdet henover tastaturet. Hmm.. I’ll try.

Kort og godt:
Jeg er glad. I alt fald det meste af tiden. Jeg er glad for min roomie, mit værelse, min ganggruppe. Jeg er glad for lærerne, jeg er glad for mine fag. Jeg er glad for mine nye venner, mine samtaler med disse og alle de sjove og spændende ting, hverdagen byder på. Jeg er glad for at prøve at stå på egne ben, danne mig egne erfaringer og indtryk. Jeg er glad for maden, glad for baren, glad for festerne. Faktisk vil jeg påstå, at det hele er lige som jeg har drømt om – bare bedre.
Jeg har lyst til at fortælle jer om hver enkel lille ting, jeg har lavet her, for jeg har allerede så mange fantastiske øjeblikke, jeg ved, vil forblive gyldne minder. Mennesker om hvem jeg vil tænke “mit liv havde ikke været det samme uden dig”. Billeder jeg vil kunne kigge tilbage på med et smil på læben. Alle disse følelser, stemninger og denne fællesskabsånd, der giver det hele så meget mening, det bobler i mig hver eneste dag, men det kan alligevel være så svært at sætte ord på. For hvordan beskriver man lykke?

Det var “kort og godt”-versionen. Den er sand, men kan ikke stå alene. For der er andre ting, som også har fyldt meget. Noget, som har trykket, og som nok i stor grad også har været med til at udskyde dette indlæg. Noget, som har ændret en masse og på trods har været svært at sætte ord på. Alt dette beskrives her i nedenstående version.

Længere og knap så godt:
For selvfølgelig er jeg ikke lykkelig hele tiden, selvom det måske kan lyde sådan ud fra det idylliske billede, jeg lige har skabt af højskolelivet. Men nej, jeg har bestemt ikke kun gode dage og gyldne øjeblikke. Slet ikke. Faktisk havde jeg en hårdere start, end forventet. En start med tankemylder og nedadvendte mundviger. En start med forvirring, overstimulering, helt vildt mange fede oplevelser og alligevel en følelse af ikke helt at være her. Mentalt.
Mine nærmeste ved allerede, at jeg grundet dette har følt mig nødsaget til at tage en beslutning, som bestemt ikke indebar – og endnu ikke helt indebærer – glædesfølelse. Tværtimod. En beslutning, som har gjort, at jeg nu kan være 100 % Sara-på-højskole, og ikke skal være Sara-kæreste samtidig også. Den satans kærlighed er så svær at navigere rundt i, især når man blot er tyve år og stadig kan tillade sig at forme sin egen egoistiske vej. Hvilket jeg har valgt at gøre efter knap tre fantastiske år med ét af de skønneste mennesker, jeg nogensinde har stiftet bekendtskab til. Det endte som sådan ganske udramatisk. Der var ikke nogen, der skændtes, smækkede med døre eller kastede med ting. Men der er blevet fældet en del tårer – hos begge parter er jeg sikker på. Og jeg tror også, at jeg kan sige for os begge, at det er helt vildt underligt. Om end, for mig i alt fald, også det rigtige.

Vi har begge hele tiden vidst, at vi kun skulle forblive sammen på den præmis, at det ikke ville gå ud over mit højskoleophold. Og selvom jeg ikke oplevede andet end støtte fra ham, så kunne jeg mærke en form for indirekte begrænsning. Hvor end jeg gerne ville slukke for mine tanker og synke dybt og helt ned i denne verden, denne højskolebobble, var det som om, jeg ikke helt kunne. Som om jeg konstant blev mindet om min verden derhjemme, som i mit hovede forvandlede sig til nålen, der ville briste det hele. Og det var ikke sådan, jeg ønskede, at det skulle være. Derfor har jeg tilladt mig at tage dette enormt egoistiske valg, velvidende om at det på den lange sigt, vil være det valg, som – forhåbentligt og højst sandsynligt – vil give mig det bedste og mest intense højskoleophold.
Og jeg tror nu på, at man af og til simpelthen bliver nødt til at være egoistisk, hvis man vil have det maksimale ud af sine oplevelser her i livet. Netop dette beskrives så fint beskrives i følgende citat fra én af mine absolut yndlingssange fra højskolesangbogen;
“Kære linedanser, udspændt
Ligger foran dig
Selve livet, du fik givet
Gå nu kun din vej.
Du må turde træde ud,
Hvor dit liv kun er dit.
Det briste eller bære må,
Dette ene skridt”

(Linedanser)

Jeg er linedanseren, der har taget dette ene skridt, skridtet ud på min egen vej. Og selvom jeg dermed føler mig klar til at være i det her med liv og sjæl, så er det ikke altid nemt. Jeg har knust et hjerte og såret et menneske, jeg holder meget af. Jeg har prøvet at føle mig ensom blandt 100 mennesker. Jeg har allerede fået vist sider af mig selv, jeg ikke ønskede andre kendte. Jeg har følt nederlag både fagligt og personligt. Jeg har været sløj, haft tømmermænd, været trist og træt. Jeg har været nødt til at sige nej til ting, jeg gerne ville, fordi jeg ikke har kunne det hele på én gang. Men alt dette er uden tvivl en del af pakken, når man giver sig så meget hen til noget, som man jo gør på en højskole. Der vil være ups and downs. Og med det sagt vil jeg nu gå ud og finde én at give et kram. Det trænger jeg til.

Og husk så endelig at følge med på min instagram @sarabjelke, hvor jeg er god til at poste stemningsfyldte billeder her fra Grundtvigs Højskole!

Slut med aleneaftener?

img_6760

NEJ, jeg er ikke gravid. Overskriften er ikke en hentydning til, at fremtiden vil byde på selskab af en lille baby. (Ikke den nære fremtid i alt fald). Du kan godt trække vejret roligt igen, far.

Derimod handler det om det her med, at der efterhånden er ganske kort tid til, at jeg starter på højskole. Det er noget som naturligt nok fylder en del i mine tanker, og derfor kommer det også til at fylde her på bloggen, da det immervæk er netop disse tanker, der udgør dennes indhold. Anyway, så slog det mig her til aften, at det måske er sidste gang i meget lang tid, at jeg får lov at bruge en hel fredag aften på mig selv – og kun mig selv. Det er en lille smule angstprovokerende, for jeg er om nogen et menneske med behov for alentid.

Jeg er sådan én af de dér personer, der er rigtig god til at bruge alt sin energi, når jeg er sammen med mennesker, og derfor har et ret stort behov for at lade op igen alene. For selvom mange måske vil skyde mig til at være ekstrovert ud fra min måde at være social og udadvendt på, så er jeg i virkeligheden også særdeles introvert. Jeg skal helst kunne lade op i ro og mag, og gerne i mange timer ad gangen. Har jeg haft flere travle dage, har jeg ligeledes brug for flere rolige dage til at genoprette min balance. Det er efterhånden noget, som jeg er begyndt at vænne mig til, og det fylder ikke længere på samme negative måde, som det førhen har gjort. MEN jeg må alligevel indrømme, at jeg begynder at betragte det mere som et issue end som en fakta. Jeg er ikke længere lige så afklaret med, at det “bare er sådan, jeg er”, for jeg ved jo godt, at det ikke er realistisk med alt den alenetid, når jeg lige om lidt skal dele værelse med et andet menneske. Noget som jeg på den ene side glæder mig helt vildt til, og på den anden side virkelig ikke har lyst til. Det lyder underligt, jeg ved det godt, men det viser måske meget godt, hvordan jeg ofte føler mig splittet af de her to sider af mig selv, som jeg har valgt at navngive Sociale-Sara og Alenetids-Sara.

Sociale-Sara er festlig, initiativtagende, nyhedssøgende, glad og energisk. Alenetids-Sara er rolig, fordybende, tryghedssøgende og afslappet. De to er altså på mange måder komplette modsætninger. Alligevel kan de ikke undvære hinanden. De lever i en form for symbiose, hvor de sammen sørger for at hele Sara er i balance.

Det er ikke kun Alenetids-Sara, der er behov for, således at systemet fungerer optimalt. Det er også Sociale-Sara. For jeg er alligevel også sådan indrettet, at har jeg været alene i for lang tid, så keder jeg mig helt afsindig. Jeg føler mig understimuleret og har behov for menneskeligt selskab – som ikke er mit eget vel at mærke. Og i sådan en situation vil Sociale-Sara komme med en idé til noget sjovt og aktivt, jeg kan foretage mig, så jeg kan blive stimuleret og glad. Når jeg så er blevet stimuleret socialt længe nok, er der atter brug for at Alenetids-Sara minder mig om at slappe af. På den måde forsøger den ene Sara altså hele tiden at kompensere for den anden Sara. Og det er jo som sådan også ganske fint. Jeg må bare indrømme, at jeg angående højskolen er en smule nervøs for, at Sociale-Sara vil glemme, at Alenetids-Sara også eksisterer, og at hun også har brug for lige så meget tid – måske endda mere. For selvfølgelig bliver det ikke Sociale-Sara, der får svært ved at ane muligheder for at udfolde sig. Det bliver ikke hende, der skal ud at søge en hel masse, for hun vil bestemt være i sit rette element, omgivet af nye mennesker, mulighed for kreativ udfoldelse og aktiviteter i uendeligheder. Det er mere Alenetids-Sara, jeg er bekymret for. Hvor og hvornår vil der være plads og tid til hende? For det giver jo sig selv, at hun ikke vil kunne være der i den form, hun plejer. Hun skal til at finde en anden måde at eksistere og fungere på. Hun skal indse, at hun må finde andre måder at lade op på, end ved at skulle være helt alene med lukkede døre og slukket lys, for det bliver svært et sted, hvor der bor 100 andre mennesker. Jeg er sikker på, at hun har evnen til det, hun skal blot lige lære det først. Så her vil jeg gerne bede om netop din hjælp!

Kender du også til behovet for at lade op alene? Og har du i så fald råd til, hvordan dette kan gøres, uden at man nødvendigvis er helt alene, eller har flere timer til rådighed? Fungerer det godt for dig med musik i ørerne, en god bog, en gåtur eller noget helt fjerde? Kom med dine bedste tips til at lade op og slappe af – jeg vil med glæde læse dem!

LÆS OGSÅ: 40 dage til højskolestart

img_0932

 

40 dage til højskolestart

Der er i skrivende stund ikke mere end 40 dage til min højskolestart. Om 40 dage vil mit nuværende værelse være skiftet ud med et mindre af slagsen, som befinder sig i en hel anden by, et helt andet sted i en helt anden verden. Og dette værelse i denne verden skal jeg dele med et helt andet menneske. Et helt andet menneske, som jeg ikke vil kende før selv samme dag, jeg træder henover dørtærsklen med alt mit habengut og siger “her er jeg”. Om 40 dage tager jeg hul på et helt nyt kapitel, hvorom blot tanken kan få mig til at danse af glæde alt imens jeg er ved at skræmmes fra vid og sans. For 40 dage er ikke lang tid. Det er blot om et lille øjeblik, lige rundt om hjørnet, før vi får set os om. Før vi får set os om, bliver jeg revet væk fra mit trygge og naturlige habitat, som en fisk, der skal vænne sig til helt nye farvande. Jeg glæder mig, og jeg frygter det, og jeg glæder mig lidt mere. For jeg ved, at jeg om kun 40 dage skal tage hul på mit livs hidtil største udfordring, min allerstørste beslutning. Og hvad så hvis det ikke bliver godt? Hvad hvis de ikke kan lide mig? Hvad hvis min roomie og jeg ikke kan sammen? Hvad hvis jeg er en fiasko i de fag, jeg vælger? Hvad hvis jeg får hjemve?

Spørgsmål som disse har det med at dukke op, når mørket falder på og i takt med, at årsskiftet nærmer sig. Spørgsmål som jeg ved ikke er rationelle, og som jeg sådan set ikke reelt frygter svarene for. Inderst inde er jeg nemlig overbevist om, at det her, det bliver mit livs eventyr. Og det kribler i mine fingre for at få lov at skrive et overdrevet nice ét af slagsen.

img_0932

Lidt om den dér jobsituation

udklipDagen i går var på mange måder en betydningsfuld og begivenhedsrig dag. Min morgen startede i Føtex, hvor jeg havde min sidste dag med korte vagter som denne fra 7-12, inden jeg på mandag starter på fuldtid, altså 37 timer om ugen. Jeg tror, at hele min afdeling glæder sig til, at jeg kan være der i flere timer, for det har godt nok været en anelse presset med disse uger, hvor jeg har været både i Føtex og i tøjbutikken. Nu kan jeg forhåbentligt komme sådan helt ind i tingene og nå flere opgaver, når jeg er der fra 8-16 mandag til fredag, så jeg stolt kan bære titlen som parfumepige.

At jeg starter fuldtid i Føtex på mandag, betyder samtidig, at mine dage i tøjbutikken HAFF er forbi. Det blev lige præcist til et halvt år i denne branche, som har lært mig en masse og givet mig mange gode oplevelser med i bagagen. Det har været en fornøjelse at få lov at yde service på et sådan niveau, og jeg har virkelig nydt den personlige kundekontakt, der har været forbundet med dette. Derudover har det været en oplevelse at være i så lille en virksomhed med kun fem medarbejdere, og så endda i opstartsfasen, hvilket har betydet, at jeg har skulle indgå og indordne mig i et tæt og stærkt team, som har haft til opgave at etablere en forretning med god atmosfære, således at vi har kunne skabe os et godt ry. En opgave, som jeg føler, at vi – og jeg selv selvfølgelig-  har klaret rigtig flot, taget i betragtning af, at vi fire unge piger startede uden nogen form for erfaring hvad angår viden om og salg af tøj. I går havde jeg så min sidste vagt i butikken, og det var med blandede følelser, at jeg afleverede min nøgle og krammede chef og kolleger farvel. Én af min kolleger kom endda op med chokolade og et sødt kort til mig, selvom hun ikke selv skulle på arbejde. Det er jo rørende! Men selvom jeg har været glad for dette job, ved jeg, at Føtex er det rigtige valg. Det er denne beslutning, der gør, at jeg kan få råd til mit højskoleophold, og derfor ved jeg også, at det er den rigtige. Og jeg glæder mig faktisk til at få lov at prøve at have et fuldtidsarbejde – ikke mindst fordi mine nye kolleger er helt vildt søde, så det er med en god fornemmelse og et smil på læben, jeg tager på arbejde om morgenen.

Apropos det dér højskoleophold, så er jeg netop nået en økonomisk milepæl i forbindelse med dette! Da da da daaam: Jeg har nu 50.000 kroner stående på min opsparing! Det betyder, at jeg nærmer mig mit mål med hastige skridt. Selve opholdet er sådan set tjent ind nu. Nu gælder det om at få det sidste i kassen, så der er råd til  ny computer, USA-rejsen, som man kan tage med på sidst i opholdet, samt de øvrige udgifter, der finder sted med sådan et ophold. Det har givet mig en enorm ro i hele kroppen, og jeg har nu tid og overskud til at fokusere på andre ting end bekymringer om min jobsituation. Nu har jeg præcis 99 dage til at forberede mig økonomisk og mentalt på at skulle flytte på højskole, så det vil jeg forsøge at gøre på bedste vis.

Som altid: tak fordi, I læser med! Og hav så en skønherlig weekend – det fortjener I sgu.

 

SÅ er jeg tilmeldt!

img_3796Hej med jer.

Først og fremmest skal jeg lære, at lade vær med at sige,  at jeg vil “skrive et indlæg om det i morgen”, for jeg kan ganske enkelt ikke finde ud af at holde den slags “løfter”. (Det er nu en uge siden, at jeg skrev det med “i morgen”.) Det beklager jeg. Fra nu af vil jeg lade vær med at lave deadlines for mig selv. Lige præcis det med at slippe for deadlines og krav til ting, der skal være skrevet på et bestemt tidspunkt, er jo netop én af de ting, jeg har glædet mig til at skulle slippe for, nu hvor jeg er blevet student. [Læs hvad jeg ellers har glædet mig til at kunne gøre HER]

Dernæst vil jeg nu komme med den forklaring, jeg har lovet jer. Forklaringen på, hvorfor jeg i mit seneste indlæg skrev om, at jeg skal spare en masse penge op, og hvad disse skal bruges på.

Sagen er den, at én af grundene til, at jeg ikke har haft tid til at skrive blogindlæg til jer på trods af min hjemkomst fra Berlin, er, at jeg har arbejdet hele ugen. Og jeg skal arbejde en hel del det næste stykke tid, for at spare op til det, som jeg har besluttet skal være mit livs næste store skridt. Jeg skal nemlig på højskole! Mine hårdt tjente penge skal altså bruges på intet mindre end et højskoleophold, som nogle måske allerede havde gættet. Jeg har jo før luftet tanken en lille smule her på bloggen, men det har ikke været noget, som jeg har uddybet. Sandheden er dog den, at jeg faktisk er dér, hvor jeg er gået fra tanke til tilmelding. Forleden overførte jeg pengene for depositum og indmeldelsesgebyr, så nu er der ingen vej tilbage. Det er officielt. Om (mindre end) et halvt år er jeg bosat i Hillerød på Grundtvigs Højskole, som jeg har haft et crush på siden mit første gymnasieår. Udover at ligge i de smukkeste naturrige omgivelser, tilbyder Grundtvigs et hav af kreative fag. Min plan er (selvfølgelig) at vælge forfatterværksted som mit gennemgående fag, så jeg forhåbentligt i løbet af de fem måneder opholdet varer, kan få lov at gå i dybden med det, jeg elsker; nemlig at skrive. Og selvfølgelig at møde og være sammen med en masse nye – og helt sikker inspirerende – mennesker!

Jeg er allerede helt vildt spændt og tændt på tanken om alle de oplevelser, bekendtskaber og minder, jeg skal have i bagagen efter sådan et ophold. Jeg har kun hørt positive ting og mange har sagt, at det at gå på højskole, er noget af det bedste, de har prøvet. Så lad mig bare sige det sådan: jeg glæder mig!

Og hermed er en ny kategori ved navn “Højskole” kommet til bloggen. Her vil jeg dele mine tanker om højskoleopholdet op til start, med alt fra de bekymrende til de glædelige. For jeg er helt sikker på, at denne beslutning vil sætte gang i tankestrømmene. Ja, det har den jo faktisk allerede gjort en hel del.

Lige nu er fokus dog mest på det økonomiske. Målet er at tjene en hulens masse penge. Mere præcist har jeg et mål om at nå op på minimum 50.000 kr. inden året er omme. Så det er om at smide spendérbukserne og i stedet iføre mig arbejdsbukserne og klø hårdt på! Jeg er heldigvis over halvvejs i opsparingen, og de par tusinde kroner, jeg fik af gymnasiet, da jeg vandt en pris, er bestemt røget direkte i puljen. Det er helt sikkert også lige i Egedal Gymnasiums ånd!

Eventuelt må jeg, hvis alt går galt, begynde at samle flasker, leje mit værelse ud, eller sælge min ene nyre på det sorte marked. Bare jeg kommer på højskole 😉

Så det var altså nyheden, jeg har glædet mig til at dele med jer. Måske har du selv eller én du kender gået på højskole? Lad mig endelig høre, hvordan din/deres oplevelse var!

Tusind kram, Sara