Kærester i et andet land

img_4492

Der sker et eller andet med kærligheden, når man er væk hjemmefra. Den ændrer sig ligesom, så snart man er kærester i et andet land. Når man får lov at lægge hverdagen på hylden, når man får en pause fra arbejde og hjemmepligter, er der pludselig plads til mere af det sjove. Man kysser mere, nusser mere, har mere og bedre sex. På en solferie ser man sin partner med svedig, solbrun hud og krøllet strandhår. Og på en storbyferie er der ekstra god tid til at holde i hånden, når man går gennem gaderne eller i løbet af den uforstyrrede tid på hotelværelset. Generelt ser man meget mere til sin partner både selskabsmæssigt, men også rent bogstaveligt, når man er på ferie sammen. Og det sætter gang i tingene. Måske har det også noget at gøre med, at alkoholindtaget typisk er en anelse højere end normalt, således at man meget af tiden render rundt og er småberuset – og dermed hurtigt bliver en anelse feriekåd?

Uanset hvad, er det i hvert fald dejligt, at det er sådan. At der er plads til at nyde uden at bekymre. At der er plads til at lade kærligheden blomstre og gro. For kærligheden er en blomst, som skal tages kærligt af. Ofte er det lige præcis en uge i et andet land, kærlighedsblomsten den trænger til. En uge hvor den kan blive plejet og passet på en måde, som ikke altid er muligt i hverdagen. En uge med nye kulturer, nye normer og nye oplevelser. Det er gødning for kærlighedsblomsten. Det er det i hvert fald for min kærlighedsblomst.
Selvfølgelig skal kærlighedsblomsten også passes og plejes derhjemme, men det er på en anden måde. Det er med en anden form for næring. Så derfor er det vigtigt at nyde tiden sammen, som en ferie kan give. For der sker ligesom bare et eller andet, når man er kærester i et andet land …

Det sidste farvel

ornella-binni-148189

Døden er noget underligt noget. Selvom det er det mest naturlige, så kan det alligevel være så vanskeligt at forholde sig til, når den kommer tæt på. Man ved, at det er uundgåeligt, at den en dag banker på døren, men alligevel kan man ikke lade vær med at tænke skulle det være lige nu? Kunne du dog ikke have ventet lidt? For vi har så sjældent lyst til at sige farvel. Men af og til er det alligevel nødvendigt, og så samles vi for sammen at gøre det svære. Det dér med at være til begravelse er som regel forbundet med en række blandede følelser. Sorgen ved at skulle sige farvel til én, man holder af. Savnet til den person, man aldrig mere skal se. Uretfærdigheden ved, at det skulle være allerede nu. Og alligevel er der også lettelsen ved at kunne sætte et punktum. Glæden ved at samles med familien. Og troen på, at det hele nok skal blive godt igen, samt at vedkommende er et andet og bedre sted nu.

Jeg har (gudskelov) ikke den store erfaring med begravelser, men i dag blev jeg en erfaring rigere. I dag var jeg med til at sige farvel. Ikke til én af mine nærmeste, men til én som var den nærmeste til nogle af mine kære. Endnu en gang var det kræften, der sendte en engel til himmels, ligesom det var det, dengang jeg selv mistede min farfar for nu mere end 6 år siden. Det er aldrig rigtig til at forstå, når et menneske, man har snakket med, holdt af og holdt om, pludselig er væk og aldrig mere vil komme tilbage.

Derfor er det også så vigtigt, at man husker at gøre disse ting, med dem man har, mens man har dem. I dag var jeg med for at holde af og holde om. At se dem, man har kær, være i sorg, er aldrig rart. Man kan ikke tage sorgen fra dem, og det skal man heller ikke, for den skal de selv have lov til at bære og bearbejde på deres egen måde. Men man kan give dem et kram, for et kram betyder meget. Og man kan sende dem et lille smil og et blik, der siger jeg ved, hvad du føler. Det er helt okay. Jeg står her hos dig nu, og du skal ikke være bange for at vise, hvordan du har det. For der er ingen følelser, som er forkerte lige nu. Og selvom det gør ondt, så vil det blive bedre. Så længe du selv tror på det, så lover jeg dig, at det sker.

Sådan et smil og sådan et blik kan gøre meget. At vise følelser, at have omsorg og udstråle medfølelse er aldrig tegn på svaghed, tværtimod. Det er en styrke. Først når mennesker viser hinanden deres rigtige følelser, er det at tro, håb og kærlighed opstår. Og størst af dem, det er trods alt kærligheden.

    

Valentine’s day 2017

image

Så er det godt og vel et helt år siden, jeg skrev ét af mine første blogindlæg. Et indlæg om min og V’s Valentine’s day 2016. I morgen er det nemlig et år siden, jeg oprettede bloggen – vildt! Sidste år skrev jeg om, hvordan V og jeg fejrede Valentine’s day herhjemme, fordi jeg havde haft en lang dag med arbejde. Vi havde dækket op på mit værelse med sushi og stearinlys, hvorefter den stod på filmhygge. (Du kan læse om hele aftenen HER).

I år endte vi faktisk med at gøre nogenlunde det samme. Vi havde sammen købt ind til at lave lækker mad, som vi efterfølgende lavede i fællesskab. V og jeg bor jo ikke sammen (selvom han er her så meget, at det af og til føles sådan, haha), så det med at lave lækker mad og sidde sammen i ro og mag sker ikke så tit.

Selvom vi var ret så idéløse mht. menuen, endte det faktisk med at blive rigtig fint. V lavede en gang bagt aubergine med tomat og mozzarella samt sweet potato fries som tilbehør. Til dessert havde jeg lavede sticks med frugt, chokoladeovertræk og hasselnøddedrys. Derudover eksperimenterede V med at lave strawberry daiquiri for at teste vores nye drinksglas. Det hele smagte ganske fremragende – og så var det endda vegetarisk! Win-win.

Vi sluttede aftenen af med god musik, rødvin og brætspil. Jeg bankede V i en omgang Trivial Pursuit, hvorefter vi lavede sjov med app’en, “Gæt og grimasser”. Alt i alt en ganske hyggelig og afslappende måde at fejre kærligheden på. Og det var bestemt heller ikke helt skidt, at der var et par sticks tilovers, som jeg kunne spise til morgenmad i dag 😉

Derfor elsker jeg min kæreste…

img_2450

V og jeg har i dag været sammen i 1 ½ år, hvilket betyder, at det nu er seks måneder siden jeg skrev dette indlæg om, hvordan vi mødte hinanden. Det er ikke som sådan fordi dagen skal “fejres”, men det er da stadig meget sjovt lige at bide mærke i datoen. Desuden befinder V sig jo pt. på Mallorca, så det ville også være en anelse kompliceret at udvikle ekstra mange celebration-kisses. Dem må vi have til gode. 😉 Men når nu jeg ikke kan dele dagen med ham, har jeg besluttet at dele den med jer. Og hvilken måde er bedre end at lave en lille liste? (bare grin – det er okay) For ja, jeg har lavet endnu endnu en liste. Denne gang med grunde til at jeg elsker min kæreste. 

Overskriften er én af de dér, der normalt ville kunne give mig en lille smule kvalme, fordi det allerede her lyder alt for sukkersødt. “Endnu én, der skal skildre med sit helt ‘perfekte’ parforhold” ville mange sikkert tænke. Men det er faktisk ikke det, der er tiltænkt med dette indlæg – tværtimod. Dette indlæg laver jeg ikke, fordi jeg rigtigt skal vise mig frem med min sødeste dejligste fantastiske pusse-nusse kæreste skat (ja, det var en bevidst overdrivelse). Inspirationen kom faktisk til mig, fordi det gik op for mig, at jeg alt for sjældent siger og viser disse ting. I en travl hverdag, er det som om, det hurtigt kan blive en vane at påpege og lægge ekstra mærke til de ting, man er utilfreds med ved sin partner, frem for at rose og takke. Så fordi det i dag er præcis 18 måneder siden, at V kyssede mig første gang, bliver det i dag, jeg åbner mit hjerte her på bloggen og fortæller jer en håndfuld grunde til, at jeg elsker min kæreste…

Han giver mig modspil. Vi har meget forskellige holdninger på flere områder, hvilket ingen af os lægger skjul på. Af og til kan det blive lidt for meget og diskussionen kan nå et niveau, hvor den ikke er så sober. MEN hold nu k***, hvor vil jeg også hellere have et forhold, hvor man tør sige hinanden imod frem for at være sammen med én, der erklærer sig enig i alt, jeg siger og gør. Det ville simpelthen kede mig ihjel. Derfor er jeg glad for, at V giver mig modspil. At vi ikke er enige om alting. Det er med til at udvikle os begge og det er på mange måder også med til at holde forholdet i live.

Han har en utrolig viljestyrke. V er en fighter. Han er super ambitiøs og gør alt, der står i hans magt for at nå sine mål. I hans verden findes sætningen “jeg giver op” slet ikke. Det er en egenskab, jeg beundrer meget. Da vi fandt sammen, havde jeg i den grad brug for at finde styrken frem og tro på mig selv. Det har V hjulpet mig utroligt meget med. Han tror på, at man skal presse sig selv, hvis man ønsker at komme fremad og det er jo ganske sandt. På det punkt inspirerer han mig rigtig meget.

Han holder af mig, som ingen har gjort det før. Ja, jeg har lige smidt den typiske “Jeg elsker ham, fordi han elsker mig”-kliché ind, jeg ved det godt. Men alligevel er det nu altså sandt. Egentligt mener jeg jo nok, at jeg virkelig værdsætter at have én hos mig, hvor jeg ikke tvivler på vedkommendes følelser for mig. Jeg har før været sammen med de typer, der siger ét og gør noget andet. Sådan er V ikke. Hans handlinger viser, at hans ord er ægte, hvilket jo betyder, at…

Han er loyal. Selvom mange sikkert tænker, at det, at ens partner er loyal, jo nærmest er en selvfølge, så er det desværre bare ikke altid tilfældet. Igen snakker jeg af erfaring. Men sådan er det heldigvis ikke med V. He’s a good guy, haha. Selvom jeg stadig kan blive hamrende jaloux (Jeg skrev om præcis dette i mit indlæg om jalousi) så har jeg meget sjældent grund til det, fordi han netop godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Og fordi noget af det absolut vigtigste i et forhold er tillid, så betyder dette altså en hel del.

Han er selvsikker. Han har en vilje og en tro på sig selv, som giver ham sådan en selvsikker udstråling. Dette er også et punkt, der inspirerer mig meget og jeg forsøger ofte at efterligne det. Hvis jeg er nervøs for noget, og ikke helt tror på mig selv, så tænker jeg på V og forsøger at slå koldt vand i blodet. Ofte prøver jeg at køre med en “fake it ‘til you make it”. Og det er altså helt vildt, så brugbart det er! Det skal selvfølgelig ikke forstås som, at man ikke skal være ærlig, men at man simpelthen ‘faker’ sin selvtillid frem, selvom man muligvis føler, at den er udeblivende på pågældende tidspunkt. Når man bagefter opdager, hvordan missionen lykkes én, så sker det faktisk, at man bliver oprigtigt selvsikker. Så her er jeg igen taknemlig for V’s fantastiske vilje og tro, som smitter af på mig.

Han er optimistisk. Dette hører lidt sammen med forrige punkt. Han tror på mulighederne frem for begrænsningerne, og han bekymrer sig ikke lige så meget om alt muligt. Derimod er jeg jo sådan én, der bekymrer mig om alt, man kan bekymre sig om. Her er V en kæmpe støtte. Han hjælper mig med at fokusere på det, der er muligt frem for umuligt. Han begrænser mig ikke, men hjælper mig med at komme frem. Med andre ord er han rigtig god til at komme med modargumenter, der gør, at jeg må pakke mine bekymrende og små-pessimistiske tanker væk.

Han får mig til at grine. Netop hans positive energi kan altid gøre en dårlig dag god. Med hans evne til at få smilet frem på mine læber, må jeg ofte overgive mig og droppe de triste miner. Og så er det bare skønt at dele en humor, der kan føre til grineflip.

Jeg kan se en fremtid sammen med ham. Dette er et punkt, jeg selv føler er vigtigt efter halvandet års parforhold. At jeg kan se os sammen i fremtiden. Jeg går ikke og drømmer om bryllup, børn og rækkehus. Slet ikke! Men jeg går heller ikke og har svært ved at forestille mig hvordan V skal passe ind i mit liv de næste par år. Tværtimod. Faktisk glæder jeg mig kun til at se, hvilke ting tiden bringer for os fremover. Og så glæder jeg mig til, at han kommer hjem fra ferie, for nu savner jeg ham godt nok, haha.


Jeg håber, at listen måske kunne inspirere jer læsere til at hive fat i jeres bedre halvdel og minde vedkommende om, hvorfor det lige netop er dem, I vælger at dele jeres liv med. For sådan noget må man sgu ikke tage for givet. Jeg må erkende mig skyldig i, at jeg af og til tager V’s kærlighed som en selvfølge – eller i hvert fald agerer derefter. Derfor besluttede jeg at tvinge mig selv til at skrive disse ting, selvom det faktisk slet ikke var så nemt, som jeg havde troet. Normalt ville jeg tænke, at man da lynhurtigt skulle kunne komme med 100 grunde til, hvorfor man elsker sin kæreste, men faktisk var det ikke helt så let. Når den gnistrende forelskelse er væk, er det som om, man skal lede lidt længere efter grunde til komplimenter. Lige præcis derfor er det ekstra vigtigt, at man plejer et forhold. En måde at gøre dette på er ved at rose og anerkende hinanden. Ros, elsk og giv komplimenter – det er det bedste råd, jeg kan give jer med i dette indlæg. Så hvis du ikke allerede har gjort det i dag, er det da et super tidspunkt lige at fortælle din partner, hvorfor lige netop han/hun er så forbandet fantastisk. Jeg garanterer, at det falder i god jord 😉

Det var alt for nu. Jeg sender en masse kram og kys til jer, hvis I lover at sende dem videre <3Udklip

Teenfilosofi #5 – Kan man dø af jalousi?

jealousy-control“Kan man dø af jalousi?” Medina stiller syngende et spørgsmål, som med ét fylder hele mit hoved. Helt ærligt, så tror jeg, at svaret er ‘ja’. Sådan havde jeg det i hvert fald forleden, da min kæreste var til fest. Jeg var jaloux – men hvorfor? Har jeg en grund til det? Eller nærmere sagt giver min kæreste mig en grund til det? Overhovedet ikke. Er min kæreste én der vælter rundt, én der er lidt for glad for damer eller én der ikke helt er til at stole på? På ingen måde.

Jovist er han en flot fyr. Han er charmerende og har snakketøjet i orden, og jeg er da ikke i tvivl om, at andre piger vil kigge hans vej. Men alene den grund kan jo ikke gøre, at han automatisk bliver en idiot med alkohol i blodet. De fyre findes – jeg kender flere af dem – men min kæreste er ikke sådan. Det er ikke noget, jeg bilder mig ind. Det er noget, jeg ved. Hvorfor sidder jeg så alligevel med mascara ned af kinderne og en trøstende veninde i telefonen? Fordi frygten er der. Frygten overtager og æder mig op. Den konstante angst for, at “hvad nu hvis”. “Hvad nu hvis han ikke kommer hjem i nat”. “Hvad nu hvis han bliver fristet og ikke kan sige nej”. Hvad nu hvis mig her, og hvad nu hvis mig dér. Hvad nu hvis vi tog en lille snak om jalousi?

Jalousi er nemlig lidt et tabu. For er jalousi ikke et tegn på mistillid? At man har et forhold, hvor man ikke stoler på hinanden? Nej. Jalousi er frygten for at miste. Jalousi er angsten for, at en anden tager noget, der er dit. Alligevel er det ikke noget, vi snakker særligt meget om. For jalousi er en følelse, der er svær at kontrollere og indrømmer vi, at vi mangler kontrol, bryder vi glansbilledet. Vi udstiller os selv som svage. Vi udstiller vores partner, vores forhold, os selv. Velvidende om, at jeg langt fra er den eneste, der sidder med sammenkrøllede organer og sten i maven, når kæresten er ude, er det bare ikke fedt at sige “jeg er jaloux”. Jeg kan ikke sige de tre ord, uden at en dosis af skam og skyldfølelse strejfer mit indre. For ved at indrømme, at jeg er jaloux, indrømmer jeg, at jeg er utilregnelig. At jeg bærer på en forbudt følelse, der kan få mig til at gøre forbudte ting. For jalousi kan gøre dig sindssyg, hvis du lader den overtage dig.

Jalousi er nemlig den lille røde djævel, der sidder på din skulder og hvisker dig ubehageligheder i øret. Ligesom det ses i de gamle Walt Disney tegnefilm med Mickey Mouse, sidder djævlen ved din side, som den sidder ved Plutos. Med sin sorte kappe og spidse trefork er djævlen aka. jalousien allerede dømt overlegen over englen aka. fornuften, der med sin skinnende glorie og befjerede vinger prøver at tale til den del af din hjerne, der tænker rationelt. Men den del er ude af drift. Jalousien er en virus, der blokerer fornuft og realitetssans.

Men hvorfor sidder han der overhovedet, ham den lille røde satan?

Hos mig stammer han fra fortiden. Jeg kender ham alt for godt. I årevis har han siddet på min skulder i tide og utide – med god grund. Jeg kender knuden i maven. Jeg kender frygten for, at der foregår noget bag min ryg. Jeg kender smerten, når jeg ved, at der foregår noget bag min ryg. Jeg er så bekendt med svigt og skuffelse, at det langt fra er fair.

Derfor sidder han der, ham den lille røde satan. Fordi han med sine knivskarpe klør har haft sådan et tag i mig, at det ikke lige er til at glemme. Han sidder der som et brændende ar, der aldrig forsvinder. Et ar, der stadig kan mærkes. Et ar, der minder mig om fortiden. Et ar, der indikerer, at djævlen altid vil være der i en vis forstand. På samme måde som Harry Potter via sit ar kan mærke, at Voldemort er i nærheden, kan jeg via mit mærke den lille djævels tilstedeværelse.

Han kan mærkes som et stik i hjertet, en kniv i maven.  Som en blokade i luftrøret. Som en pludselig trang til at kaste op. Men jeg kaster ikke op. Jeg kaster mig i min seng med hovedet begravet i puden og beder til, at mine tanker blot er unødig fantasi. At mine tanker blot er indre billeder, der aldrig vil kunne printes ud og ses i virkeligheden. Men selvom billederne findes bag lukkede øjenlåg, kan de føles virkeligere end noget andet, mine øjne har været vidne til. Og hvad gør jeg med disse billeder? Skal jeg tie dem ihjel og stumt håbe at de forsvinder? Eller skal jeg prikke hul i tankeboblen og lade mine bekymringer blive til ord? Forleden valgte jeg nummer to. Jeg valgte at sige det til ham.

Hans reaktion? Han griner. Ikke hånligt. Ikke vredt. Men ganske enkelt fordi jeg tager så grueligt fejl. Han holder om mig og beroliger mig. Dér er min mand så god. For han håner ikke. Han bliver ikke vred. Jeg tror heller ikke helt, at han forstår – men han kender mig og min fortid. Han respekterer. Han ved, at det ikke blot er syge vrangforestillinger, men at det skyldes episoder, hvor jeg er blevet holdt godt og grundigt for nar. Og når de faktorer er med i regnestykket, giver mit behov for at have kontrol jo pludselig mening.

Samtidig ved jeg jo, at byen er et farligt sted. Byen vrimler med alkohol, damer, dans og flirt. Byen oser af gajolshots og sex. Men jeg er sammen med én, der vil sige fra. Jeg er sammen med én, der elsker mig – og det er dér forskellen ligger. Jeg er ikke før blevet elsket, som jeg er det nu. Og jeg bliver nødt til at tro på det. Jeg bliver nødt til at tro på, at lige så lidt jeg ønsker at såre V , lige så lidt ønsker han at såre mig. Jeg må stole på, at han ligesom Seebach svarer “Der’ en derhjemme, og jeg elsker hende, du’ nødt til at forstå”. Og jeg stoler også på det – når djævlen bare holder sin kæft.

Så jeg er altså ikke skør. Jeg er bare jaloux. Jeg hader det, men jeg må leve med det. Forhåbentligt bliver arret mindre synligt med tiden. Jeg må lære at lytte til englen. Stole på min fornuft og lade angsten fordufte. Det er ikke nemt, men jeg bliver nødt til det. For ‘hvad nu hvis’ han vil være mig tro indtil vore veje skiller – så har jeg jo spildt minutter, timer, dage på at lade jalousien tage bidder af mig. Så helt ærligt, hvad nu hvis, at du bare smutter langt væk, lille røde jalousi-satan. Jeg vil ikke savne dig.Udklip


Læs mine andre Teenfilosi-indlæg her: #1, #2, #3 og #4

Older posts