Hvad så med os to?

img_4772

For knap to og et halvt år siden stod jeg som 17-årig og var hamrende forelsket i den her fyr, der netop var blevet student, og nu stod med verden for sine fødder. Jeg selv havde kun færdiggjort mit første gymnasieår, og mine to kommende år var dermed rimelig fast planlagte, kan man vist roligt sige. Vi var først lige begyndt officielt at kalde os kærester (så officielt det nu kan være uden at stå på Facebook vel at mærke) da jeg skulle på Roskilde Festival for første gang, og at tidspunktet for denne var placeret netop, som den var, passede ikke rigtigt nogen af os. Mine tanker var mest hos ham derhjemme, mens hans (kan jeg forestille mig) var mest hos mig, hans kæreste, som var på festival med veninderne – uden ham. Jeg husker i hvert fald hans surmulende ansigt, da han satte os af ved festivalpladsen og sagde farvel. Og jeg husker den efterfølgende SMS, der undskyldte for de sure miner og begrundede det med utilfredsheden om, at han skulle undvære mig i en hel uge (når man er forelsket, føles syv dage fra hinanden som en evighed, ved I nok). Jeg kunne ikke bebrejde ham den følelse, og jeg selv drømte mig da også tilbage i hans arme, når jeg om aftenen lå i et festivaltelt og dårligt kunne høre mine egne tanker for technomusikken, der bragede løs fra de omkringliggende højttalere. Havde det været omvendt, er jeg sikker på, at jeg bestemt heller ikke havde været fan af at skulle sende ham afsted på druktur, når nu vi ikke var mere kærester, end vi var. Usikkerheden, der var i dette nye forhold, var ikke til at tage fejl af, og på trods af, at det i høj grad var mig, der var den socialt anlagte og festlige i forholdet, oplevede jeg ofte den dér grimme jalousi, når han en gang imellem skulle til fest eller være sammen med vennerne.

[Læs også: Derfor elsker jeg min kæreste]

Sommerferien fløj afsted, som sommerferier har det med at gøre, og da min første skoledag som 2.g’er nærmede sig samtidig med hans første arbejdsdag på sit nye fuldtidsjob, viste usikkerheden sig igen. “Hvad så med os to?” tænkte jeg nervøst, da hverdagen nærmede sig. Vi havde haft en fantastisk sommer sammen, men hvad skulle der nu ske? Jeg var stadig “bare” en gymnasieelev, men nu skulle han pludselig bruge et helt år på arbejdsmarkedet for at tjene penge og skabe sig erfaringer. Det var jo utroligt voksent, følte jeg, kontra min kommende tid med gymnasiefester og afleveringer. Jeg var sikker på, at han ville føle sig alt for moden til mig, når nu han stod dér med egen firmabil og fornem jobtitel hos et firma, der solgte kvalitetskaffe og dyr chokolade. Her stod jeg og havde ikke engang lært at drikke kaffe endnu!

Når jeg i dag tænker på mine datidige bekymringer, er det med et smil på læben, for selvfølgelig var der overhovedet ikke nogle problemer, da det kom til stykket. Tværtimod fungerede vores hverdage super fint, når nu vi begge var beskæftigede med noget i dagtimerne, og dermed havde tid til at savne hinanden, så tiden sammen om eftermiddagen og aftenen var endnu mere værdsat. At han af og til havde lækre vareprøver med hjem, gjorde mig endda decideret fan af hans job, haha.

Alligevel stod jeg igen med følelsen af usikkerhed et år senere, da jeg skulle starte i 3.g, og min kæreste havde fået plads på sit drømmestudie på CBS. Endnu en gang sneg spørgsmålet sig frem i mit indre. “Hvad så med os to?”. Jeg var selvfølgelig lykkelig på hans vegne angående drømmestudiet, men samtidig havde jeg jo lige vænnet mig til at have ham for mig selv, mens jeg nu pludselig skulle dele ham med tusindevis af andre unge mennesker, hvor én af disse endda var hans tilsyneladende ret kloge og dygtige (og sikkert også vildt søde) ekskæreste. I kan nok forestille jer, at de rationelle tanker var rejst langt væk, og det var faktisk også samme aften, som min kæreste var til introfest på CBS, at jeg skrev ét af mine mest læste indlæg. Et indlæg om jalousi, og hvor forfærdelig denne følelse er. [Læs det her: Kan man dø af jalousi?] Hertil skal det dog tilføjes, at denne følelse udelukkende skyldtes min egen usikkerhed på daværende tidspunkt, som på ingen måde havde noget at gøre med min kæreste eller hans opførsel. Tværtimod var han så loyal, at det nærmest var svært at håndtere for én som mig, der ikke just var vant til sådan en opførsel fra de fyre, jeg plejede at beskæftige mig med.

Nu står jeg så atter her endnu et år senere, og usikkerheden er ikke længere at finde i min krop på samme måde som før. Usikkerheden er i høj grad erstattet med tryghed. Efter mere end to og et halvt år sammen føler jeg mig nu så sikker på min kæreste og vores forhold, at hverken CBS eller sabbatår skræmmer mig. Det er en rar følelse, som nok mest af alt skyldes, at jeg har fundet ro i mig selv, og dermed også vores forhold. Jeg stoler på min kæreste, og han stoler på mig. Jeg er ikke så nervøs for fremtiden, som jeg ellers plejer at være, når vi står over for forandringer. Alligevel må jeg indrømme, at den dér usikkerhed titter en lille smule frem igen nu her ved tanken om, at jeg starter på højskole om mindre end 30 dage. Jeg er lidt bekymret for, at jeg panisk vil tænke “hvad så med os to?”, når dagen kommer, hvor vi skal pakke mig og mine ejendele sammen og transportere det hele til Hillerød. Men selvfølgelig har vi allerede taget snakken, og vi er begge enige om, at vi skal stornyde det os to, vi har lige nu. Og så kan vi vel ikke så meget andet, end at kæmpe for at dette os to vil vare ved, trods højskole, adskillese og hvad der ellers måtte komme af udfordringer for vores kærlighed. For så længe den er der, kærligheden, er jeg sikker på, at det hele nok skal gå.

LÆS OGSÅ: Sådan mødte vi hinandenIMG_4251

Kærester i et andet land

img_4492

Der sker et eller andet med kærligheden, når man er væk hjemmefra. Den ændrer sig ligesom, så snart man er kærester i et andet land. Når man får lov at lægge hverdagen på hylden, når man får en pause fra arbejde og hjemmepligter, er der pludselig plads til mere af det sjove. Man kysser mere, nusser mere, har mere og bedre sex. På en solferie ser man sin partner med svedig, solbrun hud og krøllet strandhår. Og på en storbyferie er der ekstra god tid til at holde i hånden, når man går gennem gaderne eller i løbet af den uforstyrrede tid på hotelværelset. Generelt ser man meget mere til sin partner både selskabsmæssigt, men også rent bogstaveligt, når man er på ferie sammen. Og det sætter gang i tingene. Måske har det også noget at gøre med, at alkoholindtaget typisk er en anelse højere end normalt, således at man meget af tiden render rundt og er småberuset – og dermed hurtigt bliver en anelse feriekåd?

Uanset hvad, er det i hvert fald dejligt, at det er sådan. At der er plads til at nyde uden at bekymre. At der er plads til at lade kærligheden blomstre og gro. For kærligheden er en blomst, som skal tages kærligt af. Ofte er det lige præcis en uge i et andet land, kærlighedsblomsten den trænger til. En uge hvor den kan blive plejet og passet på en måde, som ikke altid er muligt i hverdagen. En uge med nye kulturer, nye normer og nye oplevelser. Det er gødning for kærlighedsblomsten. Det er det i hvert fald for min kærlighedsblomst.
Selvfølgelig skal kærlighedsblomsten også passes og plejes derhjemme, men det er på en anden måde. Det er med en anden form for næring. Så derfor er det vigtigt at nyde tiden sammen, som en ferie kan give. For der sker ligesom bare et eller andet, når man er kærester i et andet land …

Det sidste farvel

ornella-binni-148189

Døden er noget underligt noget. Selvom det er det mest naturlige, så kan det alligevel være så vanskeligt at forholde sig til, når den kommer tæt på. Man ved, at det er uundgåeligt, at den en dag banker på døren, men alligevel kan man ikke lade vær med at tænke skulle det være lige nu? Kunne du dog ikke have ventet lidt? For vi har så sjældent lyst til at sige farvel. Men af og til er det alligevel nødvendigt, og så samles vi for sammen at gøre det svære. Det dér med at være til begravelse er som regel forbundet med en række blandede følelser. Sorgen ved at skulle sige farvel til én, man holder af. Savnet til den person, man aldrig mere skal se. Uretfærdigheden ved, at det skulle være allerede nu. Og alligevel er der også lettelsen ved at kunne sætte et punktum. Glæden ved at samles med familien. Og troen på, at det hele nok skal blive godt igen, samt at vedkommende er et andet og bedre sted nu.

Jeg har (gudskelov) ikke den store erfaring med begravelser, men i dag blev jeg en erfaring rigere. I dag var jeg med til at sige farvel. Ikke til én af mine nærmeste, men til én som var den nærmeste til nogle af mine kære. Endnu en gang var det kræften, der sendte en engel til himmels, ligesom det var det, dengang jeg selv mistede min farfar for nu mere end 6 år siden. Det er aldrig rigtig til at forstå, når et menneske, man har snakket med, holdt af og holdt om, pludselig er væk og aldrig mere vil komme tilbage.

Derfor er det også så vigtigt, at man husker at gøre disse ting, med dem man har, mens man har dem. I dag var jeg med for at holde af og holde om. At se dem, man har kær, være i sorg, er aldrig rart. Man kan ikke tage sorgen fra dem, og det skal man heller ikke, for den skal de selv have lov til at bære og bearbejde på deres egen måde. Men man kan give dem et kram, for et kram betyder meget. Og man kan sende dem et lille smil og et blik, der siger jeg ved, hvad du føler. Det er helt okay. Jeg står her hos dig nu, og du skal ikke være bange for at vise, hvordan du har det. For der er ingen følelser, som er forkerte lige nu. Og selvom det gør ondt, så vil det blive bedre. Så længe du selv tror på det, så lover jeg dig, at det sker.

Sådan et smil og sådan et blik kan gøre meget. At vise følelser, at have omsorg og udstråle medfølelse er aldrig tegn på svaghed, tværtimod. Det er en styrke. Først når mennesker viser hinanden deres rigtige følelser, er det at tro, håb og kærlighed opstår. Og størst af dem, det er trods alt kærligheden.

    

Valentine’s day 2017

image

Så er det godt og vel et helt år siden, jeg skrev ét af mine første blogindlæg. Et indlæg om min og V’s Valentine’s day 2016. I morgen er det nemlig et år siden, jeg oprettede bloggen – vildt! Sidste år skrev jeg om, hvordan V og jeg fejrede Valentine’s day herhjemme, fordi jeg havde haft en lang dag med arbejde. Vi havde dækket op på mit værelse med sushi og stearinlys, hvorefter den stod på filmhygge. (Du kan læse om hele aftenen HER).

I år endte vi faktisk med at gøre nogenlunde det samme. Vi havde sammen købt ind til at lave lækker mad, som vi efterfølgende lavede i fællesskab. V og jeg bor jo ikke sammen (selvom han er her så meget, at det af og til føles sådan, haha), så det med at lave lækker mad og sidde sammen i ro og mag sker ikke så tit.

Selvom vi var ret så idéløse mht. menuen, endte det faktisk med at blive rigtig fint. V lavede en gang bagt aubergine med tomat og mozzarella samt sweet potato fries som tilbehør. Til dessert havde jeg lavede sticks med frugt, chokoladeovertræk og hasselnøddedrys. Derudover eksperimenterede V med at lave strawberry daiquiri for at teste vores nye drinksglas. Det hele smagte ganske fremragende – og så var det endda vegetarisk! Win-win.

Vi sluttede aftenen af med god musik, rødvin og brætspil. Jeg bankede V i en omgang Trivial Pursuit, hvorefter vi lavede sjov med app’en, “Gæt og grimasser”. Alt i alt en ganske hyggelig og afslappende måde at fejre kærligheden på. Og det var bestemt heller ikke helt skidt, at der var et par sticks tilovers, som jeg kunne spise til morgenmad i dag 😉

Derfor elsker jeg min kæreste…

img_2450

V og jeg har i dag været sammen i 1 ½ år, hvilket betyder, at det nu er seks måneder siden jeg skrev dette indlæg om, hvordan vi mødte hinanden. Det er ikke som sådan fordi dagen skal “fejres”, men det er da stadig meget sjovt lige at bide mærke i datoen. Desuden befinder V sig jo pt. på Mallorca, så det ville også være en anelse kompliceret at udvikle ekstra mange celebration-kisses. Dem må vi have til gode. 😉 Men når nu jeg ikke kan dele dagen med ham, har jeg besluttet at dele den med jer. Og hvilken måde er bedre end at lave en lille liste? (bare grin – det er okay) For ja, jeg har lavet endnu endnu en liste. Denne gang med grunde til at jeg elsker min kæreste. 

Overskriften er én af de dér, der normalt ville kunne give mig en lille smule kvalme, fordi det allerede her lyder alt for sukkersødt. “Endnu én, der skal skildre med sit helt ‘perfekte’ parforhold” ville mange sikkert tænke. Men det er faktisk ikke det, der er tiltænkt med dette indlæg – tværtimod. Dette indlæg laver jeg ikke, fordi jeg rigtigt skal vise mig frem med min sødeste dejligste fantastiske pusse-nusse kæreste skat (ja, det var en bevidst overdrivelse). Inspirationen kom faktisk til mig, fordi det gik op for mig, at jeg alt for sjældent siger og viser disse ting. I en travl hverdag, er det som om, det hurtigt kan blive en vane at påpege og lægge ekstra mærke til de ting, man er utilfreds med ved sin partner, frem for at rose og takke. Så fordi det i dag er præcis 18 måneder siden, at V kyssede mig første gang, bliver det i dag, jeg åbner mit hjerte her på bloggen og fortæller jer en håndfuld grunde til, at jeg elsker min kæreste…

Han giver mig modspil. Vi har meget forskellige holdninger på flere områder, hvilket ingen af os lægger skjul på. Af og til kan det blive lidt for meget og diskussionen kan nå et niveau, hvor den ikke er så sober. MEN hold nu k***, hvor vil jeg også hellere have et forhold, hvor man tør sige hinanden imod frem for at være sammen med én, der erklærer sig enig i alt, jeg siger og gør. Det ville simpelthen kede mig ihjel. Derfor er jeg glad for, at V giver mig modspil. At vi ikke er enige om alting. Det er med til at udvikle os begge og det er på mange måder også med til at holde forholdet i live.

Han har en utrolig viljestyrke. V er en fighter. Han er super ambitiøs og gør alt, der står i hans magt for at nå sine mål. I hans verden findes sætningen “jeg giver op” slet ikke. Det er en egenskab, jeg beundrer meget. Da vi fandt sammen, havde jeg i den grad brug for at finde styrken frem og tro på mig selv. Det har V hjulpet mig utroligt meget med. Han tror på, at man skal presse sig selv, hvis man ønsker at komme fremad og det er jo ganske sandt. På det punkt inspirerer han mig rigtig meget.

Han holder af mig, som ingen har gjort det før. Ja, jeg har lige smidt den typiske “Jeg elsker ham, fordi han elsker mig”-kliché ind, jeg ved det godt. Men alligevel er det nu altså sandt. Egentligt mener jeg jo nok, at jeg virkelig værdsætter at have én hos mig, hvor jeg ikke tvivler på vedkommendes følelser for mig. Jeg har før været sammen med de typer, der siger ét og gør noget andet. Sådan er V ikke. Hans handlinger viser, at hans ord er ægte, hvilket jo betyder, at…

Han er loyal. Selvom mange sikkert tænker, at det, at ens partner er loyal, jo nærmest er en selvfølge, så er det desværre bare ikke altid tilfældet. Igen snakker jeg af erfaring. Men sådan er det heldigvis ikke med V. He’s a good guy, haha. Selvom jeg stadig kan blive hamrende jaloux (Jeg skrev om præcis dette i mit indlæg om jalousi) så har jeg meget sjældent grund til det, fordi han netop godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Og fordi noget af det absolut vigtigste i et forhold er tillid, så betyder dette altså en hel del.

Han er selvsikker. Han har en vilje og en tro på sig selv, som giver ham sådan en selvsikker udstråling. Dette er også et punkt, der inspirerer mig meget og jeg forsøger ofte at efterligne det. Hvis jeg er nervøs for noget, og ikke helt tror på mig selv, så tænker jeg på V og forsøger at slå koldt vand i blodet. Ofte prøver jeg at køre med en “fake it ‘til you make it”. Og det er altså helt vildt, så brugbart det er! Det skal selvfølgelig ikke forstås som, at man ikke skal være ærlig, men at man simpelthen ‘faker’ sin selvtillid frem, selvom man muligvis føler, at den er udeblivende på pågældende tidspunkt. Når man bagefter opdager, hvordan missionen lykkes én, så sker det faktisk, at man bliver oprigtigt selvsikker. Så her er jeg igen taknemlig for V’s fantastiske vilje og tro, som smitter af på mig.

Han er optimistisk. Dette hører lidt sammen med forrige punkt. Han tror på mulighederne frem for begrænsningerne, og han bekymrer sig ikke lige så meget om alt muligt. Derimod er jeg jo sådan én, der bekymrer mig om alt, man kan bekymre sig om. Her er V en kæmpe støtte. Han hjælper mig med at fokusere på det, der er muligt frem for umuligt. Han begrænser mig ikke, men hjælper mig med at komme frem. Med andre ord er han rigtig god til at komme med modargumenter, der gør, at jeg må pakke mine bekymrende og små-pessimistiske tanker væk.

Han får mig til at grine. Netop hans positive energi kan altid gøre en dårlig dag god. Med hans evne til at få smilet frem på mine læber, må jeg ofte overgive mig og droppe de triste miner. Og så er det bare skønt at dele en humor, der kan føre til grineflip.

Jeg kan se en fremtid sammen med ham. Dette er et punkt, jeg selv føler er vigtigt efter halvandet års parforhold. At jeg kan se os sammen i fremtiden. Jeg går ikke og drømmer om bryllup, børn og rækkehus. Slet ikke! Men jeg går heller ikke og har svært ved at forestille mig hvordan V skal passe ind i mit liv de næste par år. Tværtimod. Faktisk glæder jeg mig kun til at se, hvilke ting tiden bringer for os fremover. Og så glæder jeg mig til, at han kommer hjem fra ferie, for nu savner jeg ham godt nok, haha.


Jeg håber, at listen måske kunne inspirere jer læsere til at hive fat i jeres bedre halvdel og minde vedkommende om, hvorfor det lige netop er dem, I vælger at dele jeres liv med. For sådan noget må man sgu ikke tage for givet. Jeg må erkende mig skyldig i, at jeg af og til tager V’s kærlighed som en selvfølge – eller i hvert fald agerer derefter. Derfor besluttede jeg at tvinge mig selv til at skrive disse ting, selvom det faktisk slet ikke var så nemt, som jeg havde troet. Normalt ville jeg tænke, at man da lynhurtigt skulle kunne komme med 100 grunde til, hvorfor man elsker sin kæreste, men faktisk var det ikke helt så let. Når den gnistrende forelskelse er væk, er det som om, man skal lede lidt længere efter grunde til komplimenter. Lige præcis derfor er det ekstra vigtigt, at man plejer et forhold. En måde at gøre dette på er ved at rose og anerkende hinanden. Ros, elsk og giv komplimenter – det er det bedste råd, jeg kan give jer med i dette indlæg. Så hvis du ikke allerede har gjort det i dag, er det da et super tidspunkt lige at fortælle din partner, hvorfor lige netop han/hun er så forbandet fantastisk. Jeg garanterer, at det falder i god jord 😉

Det var alt for nu. Jeg sender en masse kram og kys til jer, hvis I lover at sende dem videre <3Udklip

Older posts