Opskrift: to slags (nemme) madpandekager

Fantastiske Mandag

img_3733

Ja, jeg tillader mig altså lige at låne den gode Hr. Buttenschøn’s ord her. Dette skyldes, at jeg har haft en overraskende positiv mandag taget i  betragtning af, at jeg i går aftes var en anelse trist. Min krop kunne slet ikke falde til ro og tanken om, at skolen igen skulle starte, gjorde at jeg lå både rastløs og søvnløs. Det er ikke fordi, jeg er ked af at gå i skole, og faktisk har jeg en hel fin skoleuge med anderledes skema end normalt og endda en fridag på onsdag. Det er mere omstillingen fra ferie til skole, der kan tage hårdt på mig. Jeg lå og tænkte på 117 ligegyldige ting, som jeg formåede at få stresset mig selv fuldkommen op over. Da morgenalarmen ringede første gang kl. 6, lykkedes det mig da også at ramme snooze-knappen indtil klokken nærmede sig 7. Det krævede en del tilløb at komme ud af sengen. Især når V lå ubekymret ved siden af og kunne se frem til sin “haha-jeg-har-fri-på-en-mandag”-mandag. Jeg var så klar på bare at gemme mig under dynen, putte mig i hans arme og lade mandagen køre sit eget ræs.

Heldigvis fik jeg slæbt mig selv afsted til skoledagen, som på trods af fire moduler, fløj afsted. Det var godt at se pigerne igen, så der var nogle at dele den “SHIT!!”-slutning der var på fredagens afsnit af SKAM med. Da jeg kom hjem, blev jeg mødt af lyden af latter og snakken ovenfra, hvor V og lillebror var ved at spille FIFA. Jeg hoppede op til dem og sad lidt i midten, mens jeg smilede ved tanken om, at jeg har disse to helt fantastiske unge drenge i mit liv. Jeg bliver så glad af at se, hvordan lillebror på 14 og V på snart 20 kommer så godt ud af det med hinanden trods aldersforskellen. De hygger sig med Playstation og snak om biler og fodbold. Tre ting, som jeg har meget lidt forstand på. Faktisk kan de to få mig til at føle mig som lillesøsteren derhjemme, når jeg tøffer uvidende rundt i mine leopard-plettede sutsko, haha. Alligevel gør de mig glade helt ind i hjertet.

Aftenen har stået på fællestræning. Mor, jeg og lillebror kørte sammen i fitness, hvor den stod på Zumba og styrketræning. En perfekt måde at bruge tid sammen og få klaret dagens motion. Nu står den på aftenhygge med V, inden jeg vil smutte til køjs. Måske kunne jeg endda godt finde på at se SKAM-afsnittet dér én gang til…. 😉

Ja, dette var egentligt et indlæg uden en dybere mening. Havde bare lige lyst til at dele min gode dag med jer. Jeg håber, at I også har haft en dejlig start på ugen <3

udklip

Find mig på Facebook & Instagram

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrift: to slags (nemme) madpandekager