Tirsdagstanker

Helt ærligt, Tivoli, hvor var sikkerheden?

tivoli

Som udgangspunkt forsøger jeg at holde en positiv tone her på domænet, men denne oplevelse, føler jeg et behov for at skrive om – og mere end bare i en vred facebookkommentar. Årsagen til dette indlæg, ligger bag det som skulle have været en sjov og befriende aften i selskab med gode venner, men i stedet for mit vedkommende endte med en kamp om ikke at blive klemt mellem de alt for mange mennesker, Tivoli lukkede ind i parken fredag aften d. 22. september, hvor Nik og Jay skulle lukke og slukke årets mange fredagsrockkoncerter med et brag af en fest.

Tivoli havde anbefalet, at man kom i god tid, hvis man ikke ville risikere, at indgangen blev lukket, før man nåede ind. Personligt var jeg overbevist om, at dette ville ske, for som vi i min gruppe blev enige om, så var årets sidste fredagsrock med den dansk popduo Nik og Jay på programmet uden tvivl noget, som kunne lokke folk til. Derfor havde vi timet det således, at vi ville ankomme allerede kl. 19, altså tre timer før koncertens start. Stemningen var god hele vejen i toget ind til Hovedbanegården, og vi glædede os til en festlig aften. Vi som havde læst på Tivolis reglementer hjemmefra, spekulerede i, om vi på trods af forbuddet mod at medbringe egen alkohol i parken, måske liiige kunne snige en øl med i tasken alligevel. Det skulle vise sig, at dette ikke blev noget problem. Tværtimod. Hvis jeg ville, kunne jeg have slæbt en hel ramme Tuborg med i min taske, for de ellers venlige Tivoliansatte, der lukkede os ind, ikke så meget som ænsede, at jeg havde andet end mig selv med. Jovist har jeg da sikkert også lignet en ganske almindelig, uskyldig, dansk pige, da jeg stod dér med mit store smil og min gule regnjakke, men tanken om, at der denne aften blev lukket tusindevis af mennesker ind med sportstasker og rygsække, uden personalet følte behov for at kigge i disse eller kropsvisitere folk, gør mig særdeles vred. Ikke nok med det, så blev der lukket langt flere mennesker ind, end hvad godt var. Man kunne se panikken i folks øjne, mens man hørte utallige halvpanisk sige, at de bare skulle “UD NU!”. Vi var blandt disse og besluttede at forlade parken allerede kort tid efter, Nik og Jay var trådt på scenen. Det var jo alligevel fuldkommen umuligt at høre noget som helst grundet de nye (og fuldkommen latterlige) regler i forhold til lyden. Det tog os utroligt lang tid at nå udgangen på trods af, at vi var ganske tæt på denne, og til vores forbavselse opdagede vi, at Tivoli her ved 22.30 tiden stadig lukkede mennesker ind i parken. I den propfyldte park, hvor stemningen allerede en time forinden var gået fra god til ubehagelig blandt mange af koncertgæsterne.

At snige egne øl med ind i parken for at spare lidt på SU’en, ser jeg som ganske uskyldigt, men hvordan sikrer Tivoli, at det kun er øl, folk har med i taskerne, når de ikke bruger tid og ressourcer på at tjekke dem? I en tid som denne, hvor man flere gange har været vidne til, at koncertsteder er mål for alverdens ubehageligheder, undrer det mig, at man i Danmarks mest kendte forlystelsespark, som jo nærmest er et nationalsymbol, ikke gør mere for at passe på sine gæster. For mig får det Tivoli til at fremstå som pengegriske og uansvarlige, og jeg er simpelthen så skuffet. Nej, vi skal ikke lade andre menneskers ondskab styre vores dagligdag, men at forlange mere personale til de mange gæster, og et krav om visitation i indgangen, ville da være det mindste. Helt ærligt, Tivoli, hvor var sikkerheden?

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tirsdagstanker