SÅ er jeg tilmeldt!

Mine 10 bedste studenterøjeblikke

Ja, overskriften siger jo nærmest sig selv. I anledning af at det (allerede!) er en måned siden, jeg blev student, deler jeg her mine 10 bedste studenterøjeblikke. Da det er alt for svært at rangere dem efter, hvad der var bedst, kommer de i  kronologisk rækkefølge. Lidt system, skal der jo være 😉 

  1. Sidste eksamen. Eller rettere sagt, da jeg fik huen på lige efter min sidste eksamen – selvfølgelig. At stå dér på den røde løber omringet af venner og familie og få placeret den længe ventede hue på hovedet af min elskede bror var så specielt. Og vanvittigt fedt!img_3916
  2. Studentergilde. Jeg holdt studentergilde samme dag, jeg fik huen på. Der kom så mange skønne mennesker og hjalp med at gøre haven fin og klar til at vi kunne fejre mig – og så var der ellers dømt åbent hus, hvor jeg fik lov at se de dejligste mennesker. Jeg gik meget glad – og træt – i seng den dag, helt fyldt op af glæde og til synet af et propfyldt gavebord, som jeg først har fået rigtig styr på her en måned efter, hahaimg_3924
  3. Afslutningsmiddag. Der blev afholdt middag på skolen for alle skolens elever, der havde fået huer på i løbet af de seneste dage. Her var der tid til at høre musik og fjolle rundt med vennerne en sidste gang på skolens område. Det var også her, at pigerne og jeg lavede en video, hvor vi kunne afsløre, at vi alle fire havde fået trykt vores amerikanske veninde Georgias navn i huen. img_3915
  4. Fællessang i toget. Dette var blot et lille øjeblik, men alligevel ét som er værd at mindes. Hele min klasse sad i toget på vej mod byen med vores fine røde huer på, da en student med blå hue valgte at stikke hovedet ind i vores kupé og råbe “der er kun én hue, den er blå!”. I kan nok forestille jer, at han fik tilbage af samme kaliber – blot gange 20.
  5. Bytur. Generelt var bytur med huen på ret sjovt, selvom det var rimelig kaotisk, fordi alle rendte rundt og lignede smølfer, så det var så godt som umuligt at finde sine venner igen, hvis man blev væk fra hinanden. Jeg blev væk fra min klasse, men endte sammen med nogle andre fra årgangen, hvorefter aftenen gik med at lege wing(wo)man for dem, der ville score, haha.img_3921
  6. Bølge i huen! Jeg fik bølgen i huen til min venindes studentergilde dagen inden vores vogntur. “Vi smutter lige et øjeblik, far” sagde hun, og så kørte vi ellers fem tøser afsted mod vandet, hvor vi smed tøjet ved siden af “Badning forbudt”-skiltet og tilsyneladende til stor fornøjelse for de forbikørende, der i hvert fald dyttede ved synet af blege pigenumser og røde huer.
  7. Prisen. Dimissionen i sig selv føltes rimelig langtrukken, og jeg er ret sikker på, at de fleste ikke kunne tænke på så meget andet end at få lov til at komme ud og køre vogn. Derfor var det bestemt et opløftende øjeblik, da rektor kaldte mig op til scenen for at overrække mig prisen som årets sociale elev. [Læs mere om det HER]img_3922
  8. Vogntur. Da vi langt om længe var klar til at køre afsted i vores fint pyntede vogn, var energi, humør og stemning helt i top. Selvom vejret ikke ligefrem var med os, og at det derfor var enormt koldt, det meste af tiden, var det nu ret så hyggeligt at besøge alle på den måde, og få lov at smage en hel masse fantastisk lækker mad!img_3920
  9. Hilsner i huen. Efter sådan en uge er ens hue i den grad fyldt med både søde og frække hilsner. Jeg nyder stadig at læse dem alle sammen. Der er så mange fine, jo! Min gæstebog fra studentergildet fik i den grad også tårerne frem, da jeg læste dem. Folk er simpelthen så søde!img_3926
  10. Tillykke! Det var ikke kun ens venner, der kom med søde hilsner og lykønskninger. Overalt jeg gik, om det var i København, på restauranter, på arbejdet eller bare i den lokale Netto, fik jeg råbt “tillykke med huen!” efter mig. Det sødeste var nok, da jeg gik sammen med V, da tre små fremmede piger kom cyklende hen til mig for at sige tillykke med huen og spørge ind til min vogntur, haha.img_3923

Generelt var hele studentertiden bare fantastisk med alt, det indebar; kolde øl, drinks, fest, tømmermænd, sjov med vennerne, fejring af huen med familie, gaver, nøgenbadning, vogntur, mad i lange baner osv. Det er helt vildt, så hurtigt tiden går, og man når dårligt at opfatte, at man er blevet student, før det igen er ovre. Derfor har det også været ret hyggeligt at skrive dette indlæg, så jeg lige kunne få lov for en stund at dvæle mig ved disse gode minder.

– Sara <3

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SÅ er jeg tilmeldt!