Mine 10 mest læste indlæg i 2016

Mine nytårsforsæt

Selvom jeg er enig med mange om, at man ikke kun skal sætte sig mål for fremtiden, fordi året skifter, så kan jeg ikke komme udenom, at jeg altså også er huge fan of lister, og især dem med ting jeg skal nå. Dette ses især på mine bucket lists HER, HER og  HER. Derfor er jeg altså også én af dem, der laver en klassisk liste med 10 ting, jeg vil opnå i det nye år. Find dem under billedet her – måske du bliver inspireret 😉

nyt

  1. Jeg vil være bedre til at rose folk og give komplimenter. Jeg skrev tidligere i december et indlæg om at tale pænt til og om andre mennesker. Noget som jeg synes generelt ville klæde folk at blive bedre til. Derfor skal det stå som ét af mine nytårsforsæt, at jeg vil blive bedre til at rose og uddele komplimenter ved at give minimum ét kompliment hver dag. Forhåbentligt bliver det en god vane at dele mange flere smil og en større glæde ud til andre.
  2. Jeg vil fokusere mere på at være en god kæreste. Som jeg skrev i mit indlæg om, hvorfor jeg elsker min kæreste,  så kan det hurtigt blive ret hverdagsagtigt, når man har været kærester i noget tid. Derfor vil jeg i 2017 være bedre til at fokusere på de gode ting i mit og V’s forhold og derudover sørge for tid til at lave nogle lidt mindre hverdagsagtige ting sammen. Dette vil jeg gøre ved at arrangere en date eller noget andet hyggeligt minimum én gang om måneden. 
  3. Jeg vil lave mine afleveringer og lektier i bedre tid. Okay ved nærmere eftertanke, så er det simpelthen for urealistisk. Nu har jeg gået i skole i snart 13 år, og i al den tid, har jeg siddet med tingene i sidste øjeblik. Desuden er der under et halvt år til min studentereksamen, så det går sgu nok det hele. Men okay, så vil jeg være bedre til at deltage i timerne. Hånden op mindst én gang i hvert modul burde kunne gøre en forskel!
  4. Jeg vil træne mere. Findes der en liste med nytårsforsæt, hvor denne ikke er på? Hmm… det må være den ultimative “to do in the new year”. Fordi jeg ikke er særlig original, kommer den også på min. Det er dog heller ikke så svært at træne mere, end jeg gør nu, når mit udgangspunkt er nul motion overhovedet. Derfor vil jeg gerne opnå en rytme, hvor jeg er afsted minimum 2 gange om ugen. Faktisk har jeg har lidt hemmeligheder i ærmet til dette punkt, som jeg vil løfte sløret for på den anden side af nytår. Stay tuned!
  5. Jeg vil spise vegetarisk minimum 1 dag om ugen. Tilbage i efteråret skrev jeg i et indlæg om, at jeg gik og legede med tanken om at leve mere vegetarisk efter min veninde Nina havde præsenteret mig for, hvor lækkert det faktisk kan være. Derfor indførte min mor og jeg efterfølgende “vegetar-torsdag” derhjemme, da min bror alligevel altid er hos vores far om torsdagen. (Emil ville falde om ved synet af et middagsbord uden kød). Her tænker jeg egentligt også at få bloggen med over på én eller anden måde, evt. ved at dele nogle opskrifter eller mad-inspiration af og til. 
  6. Jeg vil blogge mere. Hvis jeg kunne, ville jeg blogge hver dag, hele tiden, men det er desværre ikke muligt. Alligevel vil jeg, så godt som det nu kan lade sig gøre, forsøge at få blogget noget mere her i 2017. Bloggen nærmer sig sin 1-års dag, så jeg kan ikke længere bruge undskyldningen, at den “stadig er ny”. Det er bare om at klø på! Jeg glæder mig til at se, hvordan det hele står til om et halvt år og en studenterhue fra nu. Forhåbentligt venter der mig en masse spændende oplevelser, som selvfølgelig skal smeltes om til blogindlæg. I hvert fald vil jeg blive bedre til at blogge regelmæssigt i 2017. Dette vil jeg bl.a. gøre ved at lave nogle flere serie-indlæg, så det bliver lettere at have indhold til hver uge – også de, der ikke er så spændende.
  7. Jeg vil bruge færre penge på mad! Uh, den er én af de farlige. Er du vimmer, jeg kan spendere penge på mad som the Kardashians på make-up. Det er de dér småbeløb, der virker ufarlige, men som tvinger min konto i bund hver måned. “Mange bække små, gør en stor å” og jeg kan love dig for, at mine penge strømmer i lange floder af mad hver gang SU og løn tjekker ind. Der er jo ikke noget galt i, at man bruger mange penge på mad, hvis man HAR mange penge, man kan bruge på det. Det har jeg bare ikke… Derfor: Sara, stop det! Fra nu af må jeg kun købe mad i skolens kantine max 1 gang om ugen!
  8. Jeg vil bruge mere tid med mine gymnasieveninder. Selvom jeg glæder mig gevaldigt til at få huen på om mindre end 180 dage (wow), så begynder virkeligheden bare også at ramme mig indimellem. Inden længe vil der komme en dag, hvor jeg ikke skal se på nogle af mine næreste venner dagligt, hvor jeg ikke skal høre på EG-sladder eller spise salat med Mikkel i kantinen eller tage til elevrådsmøder eller gymnasiefester eller… nej, STOP! Jeg får tårer i øjnene, hvis jeg fortsætter. Pointen er, at jeg vil nyde den tid, jeg har tilbage med tøserne (og Mikkel) og alle de andre elever og sågar lærere på Egedal Gymnasium. Okay nu bliver det for sentimentalt. Alt i alt så vil jeg lave flere aftaler med mine gym-venner. Pigerne og jeg har bl.a. snakket om at lave en forsinket julefrokost/for tidlig påskefrokost i starten af året, mens Mikkel og jeg har fået en idé om at tage til en koncert sammen. Så er det bare med at få det gjort!
  9. Jeg vil læse flere bøger. Det er næsten lusket at skrive ‘bøger’ i flertal, for jeg tror vitterligt ikke, at jeg har læst én eneste bog i 2016. Sidste jul fik jeg en masse fede (går jeg ud fra) bøger på engelsk, som blot ligger og pynter på en reol, hvilket er super ærgerligt. Jeg må dog nok erkende, at langt størstedelen af min læsning foregår på nettet. Det er bare ikke helt lige så autentisk og hyggeligt som at sidde med en rigtig bog mellem hænderne. Hmm.. jeg kan jo sætte mig for, at jeg skal lave et boganmeldelsesindlæg på bloggen, så jeg dermed er “tvunget” til at læse dem. Ahaaa, smart, hva’? Sara snyder Sara. Mindre iPhone – mere bog.
  10. Jeg vil nyde hver dag! Sukkersødt og kliché, jeg ved det godt. I må efterhånden kende mig nok til at vide, at det er sådan jeg er. Selvfølgelig skal der være plads til dårlige dage, de er ikke til at undgå. Men jeg vil gøre mit bedste for at se mindst én positiv ting i hver af dem. Om det så skal være, at “min dyne var varm og blød i dag” så må det være sådan. Der må altid kunne findes minimum én rar ting. Nogle gange kræver det bare en større indsats. Og så vil jeg nyde de dage, som byder på ekstra særlige, sjove, dejlige eller spændende oplevelser. I’m ready for some positive energy in 2017!

 

Har du skrevet nytårsforsæt i år eller er du ikke så meget til sådan noget? Share your thoughts!

Tusinde kram, Sara

   

2 kommentarer

  • Jeg håber, at du får læst flere bøger i 2017 – det er altså bare så hyggeligt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LIFE BY SARA

      Tak! Ja, det er så. Jeg er faktisk allerede startet godt ud med at læse Hella Joofs nye “Papmaché-reglen” på én og samme dag her forleden. Dog ikke en roman, men alligevel en rigtig hyggelig bog med stof til eftertanke. Så sent som i går fik jeg en ny bog af min veninde, som jeg vil kaste mig over hurtigst muligt. Læselysten er ved at komme tilbage – skønt! Følger forresten med på din blog – tak for gode indlæg 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mine 10 mest læste indlæg i 2016