I'M 19 YEARS OLD TODAY

Saras tankestrømme #2

tanke2På denne dovne søndag er jeg pludselig ramt af tanker om stort og småt, hvilket kan mærkes som et potentielt tankestrømsindlæg, der forsøger at mase sig frem til tasterne. Jeg vil derfor opfylde mit indres ønske, og fortælle jer, hvad der strømmer rundt derinde i mit lille hoved.

LÆS OGSÅ: Saras tankestrømme #1

Jeg tænker på, at…

… der allerede er gået over en uge af 2017, og at jeg i mellemtiden ikke har blogget siden min fødselsdag i mandags. Årsagen er primært, at dagene er gået med at fejre fødselsdag, blive skoleklar og planlægge endnu en fødselsdag. I går holdt jeg nemlig en mindre fest for en gruppe venner og veninder.

… netop denne fest var en rigtig skøn aften. Faktisk over al forventning. Jeg havde glædet mig meget, for jeg er jo typen, der generelt glæder mig meget til de ting, jeg skal. Desværre blev jeg, kort inden gæsterne skulle komme, ramt af nedtrykthed grundet et par last minute afbud, som jo aldrig er særlig sjove. Dette glemte jeg dog alt om, da gæsterne kom, for folk var simpelthen så søde og jeg hyggede mig helt vildt. Jeg havde inviteret til aftensmad, og grundet det lidt blandede selskab, havde jeg arrangeret en lille ice-breaker/selskabsleg, vi kunne lave ved bordet. Hver gæst havde under deres tallerken en seddel, hvorpå der stod “Hvor kender du Sara fra?” efterfulgt af et individuelt spørgsmål som fx “Hvad er det sjoveste minde, du har med Sara?” eller “Hvad er det pinligste, du har set Sara gøre?”. Legen fandt jeg på et par timer inden festen, så jeg var spændt på, om det ville fungere. Jeg fandt frem til, at jeg har de sødeste venner i verden! Hold nu op, hvor kom der bare nogle søde og sjove historier på bordet, som virkelig varmer. Af hjertet tak – hvis I skulle kigge med herinde. I gjorde min 19-års fødselsdag helt perfekt!

… at jeg generelt er virkelig taknemlig. Jeg bliver simpelthen så glad og rørt af både små og store ting. Som fx da jeg i dag fik overrakt et hjemmelavet smykkeskrin af min far, hvori der lå et armbånd i sølv, som min farmor fik i 18-års fødselsdagsgave, og da han fortalte, at ham og farmor havde stået og kigget på nogle af min afdøde farfars ting for at finde noget, som jeg kunne få til minde om ham.

… at det allerede går glimrende med (nogle af) mine nytårsforsæt. So far har jeg sørget for at række hånden op mindst én gang i samtlige af de (ret så få) moduler, vi har haft siden skolestart i torsdags. Jovist, det er små skridt, men små skridt tæller også 😉 Derudover har jeg allerede læst en bog. Jeg gav i julegave min mor Hella Joofs nye “Papmachéreglen”, som jeg nu altså har læst, før hun har, haha. Den er rigtig rigtig fin og faktisk en bog, som jeg tror, de fleste ville have godt af at læse. Der er bestemt stof til eftertanke, og jeg er allerede begyndt at tænke og fokusere anderledes og mere positivt, efter at have læst den.

… at jeg bliver så glad, når folk kommenterer her på bloggen eller sender mig søde beskeder. Om jeg kender dem eller ej, så er det virkelig skønt at vide, at disse ord, der strømmer fra mit hoved og ind i cyberspace, bliver læst, tænkt over og brugt konstruktivt af andre mennesker. Tak for det, og tak for jer! Alt er love <3

Søndagskrammere sendes ud til hele banden derude – pas på og elsk hinanden!

Sara

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I'M 19 YEARS OLD TODAY