Et afsluttet kapitel

“Shit, bare vi IKKE skal have bikini på!”

“Så er der kun 14 dage til, at vi tager til Budapest!” sagde jeg glad til min mor lørdag morgen, mens jeg kiggede på kalenderen i køkkenet. “Gud, det er der da også!” svarede hun. Jeg kiggede ned af min krop, løftede lidt op i blusen og betragtede den hvide bule i form af min mave efter en gang græsk yoghurt med granola efterfulgt af to stykker ristet toast med pålægschokolade, “Shit, bare vi ikke skal have bikini på!” sagde jeg, mens min mor standhaftigt tilføjede “Det skal vi IKKE!”

Men hvorfor skal vi egentligt ikke det? tænker jeg nu. Hvem bestemmer, at vi ikke må iføre os en bikini?

Det er der jo ikke nogle, der bestemmer, at vi ikke må, men alligevel får vi bildt os selv ind, at vi ikke hører til dem, der skal gøre det. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så bliver jeg vel påvirket af de former for kropsidealer, der hersker på de sociale medier. Idealer, som får os til at føle, at vi ikke er smukke nok. Men det passer jo ikke. Vi ER smukke! DU er smuk. JEG er smuk.

Min MOR er smuk! Hun er pokkers smuk, faktisk, og jeg ved, at rigtig mange er enig med mig. Min mor er smuk, fordi hun er nogens mor. Morrollen gør langt de fleste mennesker smukkere, end de allerede var, før de blev mødre. Min mor er smuk, fordi hendes krop har båret på mig i 9 måneder, inden jeg kom til verden i januar 1998. Derefter skulle den sørme også bære på min bror i 9 måneder, inden han kom til verden knap 5 år senere. Min bror som i dag er tæt på at være 1,90 høj! Min mor har skabt to mennesker – med hjælp fra min far selvfølgelig – og det er helt vildt fascinerende at tænke på. Ja, min mor har appelsinhud, ja min mor har strækmærker, og ja hendes mave folder, når hun sidder ned. Men ved du hvad? Det gør MIN også!

Sidste sommer var jeg på Mallorca med min kæreste og hans familie. Han tog dette billede af mig, som jeg lagde op på min Instagram. Jeg havde dog først beskåret billedet og brugt filter, fordi jeg var flov over, at man kunne se, hvordan min mave lavede en lille fold. Ja, jeg var FLOV over disse billeder!

img_2243 img_2244

Når jeg ser på billederne nu, bliver jeg også flov. Ikke på grund af billederne, men fordi jeg kunne tænke sådan om min egen krop. Min egen dejlige krop, som har været god ved mig, og kun meget sjældent beklaget sig, i nu over 19 år. Min egen krop, som er sund og rask. Min krop, som kan gå, løbe, hoppe, svømme, danse, grine og elske. Min krop, som med glæde krammer andre mennesker og som også er helt vild med selv at blive krammet (og nusset på ryggen!) Min krop som glædes, når jeg belønner den med et stykke kage eller en kold øl, men som bestemt også nyder at blive fodret med frugt og grøntsager. Min krop som fortæller mig, når jeg har for meget fart på, og skal huske at slappe af. Min krop som minder mig om, at jeg skal få min nattesøvn, spise mine måltider og holde den kørende med en masse vand. Min krop, som jeg skal have mange år endnu, og som forhåbentligt en dag skal opleve glæden ved at bære på sit helt eget hjemmelavede barn og føre det til verden, præcis som min mor gjorde det med mig og min bror. Min krop som en dag bliver rynket og langsom, men som stadig vil være i stand til at kramme og elske mine børnebørn. Min krop, som jeg simpelthen ikke kan tillade mig andet end at være taknemlig for, fordi den kan, alt det den kan.

Min krop er fantastisk –  præcis ligesom din.
Men husker du at takke den? Det burde du.

Tusinde kys & kram fra Sara

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et afsluttet kapitel