Og prisen går til...

TAK og glimmer på

glim

Du har sikkert allerede hørt om Hella Joofs skamroste bog “Papmaché-reglen”. Hvis ikke, er det i den grad på tide. Foruden at være fyldt med kloge ord og budskaber, som den kære Hella formidler på en både rørende og humoristisk måde, så er bogen simpelthen så sød og giver især stof til eftertanke. Jeg sad i alt fald lige og genovervejede, hvordan jeg betragter min omverden – og hvordan min omverden mon betragter mig ud fra mine valg og handlinger.

Uden at afsløre for meget, vil jeg alligevel lige nævne min yndlingsregel, nemlig: glimmer-reglen. Kort fortalt handler denne regel om, at man skal lære at sige “TAK!” for selv de mindste ting. Hvis der er noget, som gør én glad, skal man sige tak, putte glimmer på det og stille det op på kaminhylden. Den mentale kaminhylde vel at mærke. Har din kæreste for en gangs skyld husket at stille skålen i opvaskemaskinen efter sin morgenmad, så sig “tak” og put glimmer på både ham og skålen, og stil dem derefter op på din indre kaminhylde. Der vil de helt sikkert stå fint, både kæreste og morgenmadsskål. Hvis solen endelig kigger frem fra sit skjul midt i den våde danske sommer, så sig tak, put glimmer på og smid solen op til kæresten og skålen. Vinder du en million kroner i lotto, så tøm hele glimmerbøtten over lottokuponen og smid den op på kaminhylden. Gør dette hver gang, der er en ting, som gør dig glad, såvel en lille ting som en stor ting. Jeg lover dig, at du vil lære at fokusere mere positivt og blive gladere i din hverdag.

Jeg har benyttet mig af glimmer-reglen hver eneste dag i et halvt år nu. Hver aften, inden jeg er gået i seng, har jeg skrevet “TAK for … ” og derefter noget ved min dag, som har været godt. Dermed har jeg omkring 180 linjer med ting, der har gjort mig glad i løbet af de sidste seks måneder. Minimum én ting fra hver eneste dag. Nogle dage har jeg smidt glimmer på og takket for helt basale ting som fx at kunne sove længe eller for at have set Netflix i flere timer. Andre gange har det været for mindelsesværdige fester og begivenhedsrige øjeblikke som fx da jeg blev student!

Til fælles har disse ting, at de har gjort mig glad, og derfor har jeg drysset glimmer på dem og placeret dem alle sammen pænt på min indre (og utroligt brede) kaminhylde. Og jeg vil i den grad anbefale dig at gøre det samme! Du behøver ikke nødvendigvis at skrive det ned, selvom det bestemt er hyggeligt at se tilbage på, men blot ved at bruge tankegangen og huske dig selv på at smide glimmer efter de ting, der gør dig glad, er jeg sikker på, at du automatisk vil opleve at blive gladere også!

Psst…! Hvis du ikke er ejer af den famøse bog, så kan du få fingrene i Papmaché-reglen lige HER hos Saxo.com eller HER hos Bog & Idé (Disse er affiliate links. Læs mere om, hvad dette betyder ved at klikke HER)

Tusind kram, Sara

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og prisen går til...