Sommerlykkelig

Tøsetur til London

img_5226For blot to døgn siden befandt jeg mig i Stansted Airport på vej hjem fra fire hyggelige dage tilbragt i Londons lange, lune gader. Dette var ikke blot et lille bogstavrim, men faktisk ganske sandt, for der var simpelthen så skønt vejr! Solen skinnede konstant, så den regnjakke samt de sweaters, langærmede trøjer og tykke strømper jeg havde pakket, var fuldstændigt overflødige. Vejret bød simpelthen på bare ben og korte ærmer, mens vi var nødsaget til jævnligt at køle os ned med en iskaffe. Foruden det skønne vejr var jeg allieret med det dejligste selskab i form af min mor, min mormor og min onkels (kommende) kone. Der var altså dømt ren tøsetur, og programmet stod da også både på musical, shopping og dybere samtaler ved aftentid.

Vi boede i en lejlighed, og bortset fra, at den ene seng havde en knækket bræt, at der kun var tre kopper, selvom vi var fire mennesker, at radiatoren ikke virkede, og at der løb rotter rundt uden for vores vinduer, så var det en ganske fin lejlighed. Det lykkedes mig med nød og næppe at lave min daglige havregrød på det knap så funktionelle komfur, mens de andre nød godt af spejlæg, og stegt bacon (hvoraf dunsten af dette til alles fornøjelse blev hængende i luften resten af opholdet).

Vi landede fredag morgen og brugte dagen på at gå en lang tur gennem Kensington Gardens, som lå lige hvor vi boede, hvorefter vi spiste lækker frokost på en libanesisk restaurant. Lørdagen brugte vi på at se Jesus Christ Superstar Musical i Regent’s Park, som faktisk var det, der bragte os til London i første omgang. Min mormor er stor fan af musicals, så det var hende, der hev os med over for at se denne forestilling, som hun selv beskriver som værende hendes yndlings. Uden at have set synderlig mange forestillinger selv, kan jeg nu sagtens forstå, at hun er vild med netop denne, for hold nu op, hvor var de dygtige! Jeg må indrømme, at jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle forvente ud fra titlen, men jeg blev alligevel på én eller anden måde positivt overrasket. Musikken var fed, sangerne fantastisk dygtige og showet virkelig gennemført. Efter showet tog vi til Camden Town, som er et mega fedt område med utroligt mange sjove typer! Noget af det kunne godt minde lidt om Papirøen med en masse street kitchens og barer. Vi ramte desværre de mange sjove boder tæt ved lukketid, så det blev ikke til den store shopping lige dér. I stedet fandt vi en pub/restaurant og fik os en ordentlig portion fish & chips – det hører sig jo til 😉

Vi ville gerne have haft billetter til The Lion King Musical også, men det var desværre ikke muligt, så vi købte i stedet billetter til Madame Tussaud’s, da det kun var min mormor og jeg, der havde prøvet dette før. Dem fik vi dog først brugt om mandagen, da søndag var store shoppedag. Det vil sige, at vi fik bevæget os ind i en Primark på Oxford Street, og da vi efter adskillige timer (heldigvis) slap levende derfra, var vi så udmattede, at vi tog en taxa direkte tilbage til lejligheden. Tro det eller ej, var jeg den, der købte færrest ting derinde. Jeg fandt dog et par fine shoppingnet til samlingen.

Efter at have tjekket ud af lejligheden, startede vi mandagen med en gang English breakfast – som jo også hører sig til. Jeg valgte en vegetarversion, så jeg slap for bacon og pølser, selvom det da alligevel blev en anelse vammelt med baked beans, æg og hvidt brød. Vammelt på den gode måde, altså. Resten af dagen brugte vi sammen med alle de kendte på Madame Tussaud’s, inden turen gik mod lufthavnen.

Selvom det har været min korteste ferie i år, har jeg virkelig nydt den. Vejret, selskabet og generelt hele oplevelsen har været fantastisk, og så er London jo bare en lækker by, altså!

Her til sidst kan I få lov at nyde lidt billeder fra Tussauds, hvor jeg fik lov til at lege alt fra vampyr-kæreste og Bond-babe til Princess Leia, Elliot fra E.T. og Terminators højre hånd. Jaja, bare fordi de er lavet af voks, kan man da godt blive lidt starstruck alligevel.img_5228

Nu vil jeg se at få tjent nogle penge, inden årets sidste rejse går mod Malaga om knap to måneder. Som altid: tak til dig for at læse med!

Kram, Sara

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommerlykkelig